Efter operation: Dronning Margrethe udsætter arbejdet
Selvom dronning Margrethe genoptager arbejdet efter sin fødselsdag den 16. april, så er det ikke på fuldtid.
For blot fem dage siden meddelte Kongehuset, at dronning Margrethe genoptager arbejdet den 16. april efter sin 83 års fødselsdag.
Dronningen har siden udskrivelsen den 2. marts fra Rigshospitalet efter en omfattende rygoperation i februar gået til genoptræning, og ifølge Kongehuset går genoptræningen godt. Derfor genoptager hun en del opgaver fra den 16. april.
Det er dog ikke alle opgaver, dronning Margrethe kaster sig over. Det tæller blandt andet sommertogt og bybesøg, som udsættes, det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.
- Hendes Majestæt Dronningens sommertogt med Kongeskibet Dannebrog til Bornholms Regionskommune, øgruppen Ertholmene og Halsnæs Kommune, der var planlagt til afholdelse i juni måned, udsættes til 2024 som følge af Dronningens rygoperation i februar. Af samme årsag udsættes bybesøget i Allerød Kommune, der var planlagt til at finde sted i maj måned, til efteråret 2023, står der blandt andet i pressemeddelelsen.
LÆS OGSÅ: Malte Ebert om svær tid: Kæresten blev gravid
Det forventes, at årets sensommertogt til Vordingborg Kommune, Randers Kommune og Fredericia Kommune bliver gennemført som planlagt.
- Den traditionsrige ombordstigning, der markerer begyndelsen på Kongeskibet Dannebrogs sejlsæson, finder i år sted fra Holmen den 2. maj. Herefter vil Hendes Majestæt sejle fra København til Helsingør, hvor Kongeskibet Dannebrog runder Kronborg Slot og sejler retur til hovedstaden. I forbindelse med sejladsen saluteres der fra Batteriet Sixtus og Kronborg Slot, skriver Kongehuset.
Dronningens genoptræning efter operationen går godt, men genoptræningsforløbet vil fortsat strække sig over længere tid. Dronningens officielle program vil som følge deraf være præget af et lavere aktivitetsniveau end normalt.
LÆS OGSÅ: Tina Müller stopper på populært program