Verdensstjerner i rødt og hvidt: Hepper på Danmark

Parken København fik torsdag aften verdenskendt besøg.

Den store amerikanske skuespiller Ted Danson, der blandt andet er kendt for rollen som Sam Malone i komedieserien 'Sams Bar', var torsdag aften i Parken København med sin hustru, skuespiller Mary Steenburgen.

LÆS OGSÅ: Judith Rothenborg er gået bort: Sang og dansede til det sidste

– Det er min første fodboldkamp, som jeg glæder mig til at se med min familie, fortalte Ted til den fremmødte presse og afslørede, at han intet vidste om dansk fodbold eller fodbold generelt.

Med sig havde parret Marys søn, Charlie McDowell, som er gift med skuespilleren fra tv-serien 'Emily in Paris', Lily Collins, samt Teds datter, Kate Danson, med kæresten Ajay Sahgal.

Forinden kampen havde familien tilbragt en tur på kunstmuseet Louisiana samt en cykeltur rundt i København. Det er anden gang, Ted er i Danmark.

– Vi har familie, der bor her, så jeg elsker Danmark.

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen i chok: Skrottet af Netflix

Instruktør Charlie McDowell og skuespiller Lily Collins, hvis far er den kendte sanger Phil Collins, købte i starten af 2023 et hus i Kartoffelrækkerne ved søerne midt i København, så det bliver nok ikke sidste gang, det verdenskendte par besøger Danmark.

Familien fra venstre: Ted Danson, Mary Steenburgen, Charlie McDowell, Lily Collins, Kate Danson og Ajay Sahgal.

Til landskampen i Parken fik familien fint besøg af blandt andet prinsesse Josephine og prins Vincent, som privat var taget en tur ind for at heppe på de danske drenge.