Thomas Blachman: Sådan er jeg som far
Er han streng, blid, bestemt eller noget helt fjerde? Nu svarer Blachman selv.
I DR-programmet 'I hjernen på stjernen' kommer man mere ind under huden på den hardcore 'X Factor'-dommer Thomas Blachman end nogensinde før. Her fortæller han blandt andet, hvordan han har det med livet som far.
LÆS OGSÅ: Clara afslører: Sådan blev hende og Samuel kærester
- Jeg er meget glad for at have haft mulighed for at få fire børn, det troede jeg sgu ikke, jeg ville få, da jeg var ung. At få lov til at elske nogen på det niveau - det er en stor gave. At få lov til at se dem udvikle sig og få kærligheden tifold tilbage. De er jo de fineste instrumenter, de her børn, fortæller Thomas Blachman i programmet.
Er Blachman en kærlig far?
Det får programmets vært til at stille spørgsmål til Blachmans egen rolle som far, som måske har ændret sig gennem tiden. Men hvordan vil Thomas Blachmans ældste søn Henry på 22 beskrive sin far? Ville han betegne Thomas som en kærlig far, spørger Josefine Høgh.
- Det er der absolut ikke nogen tvivl om. Det kan jeg jo mærke på ham. Er du sindssyg. Jeg kan jo ikke gå hundrede meter ned ad gaden, uden han holder mig om halsen, holder mig i hånden og under armen. Han kan få mig til at grine som ingen andre, fortæller Blachman og tilføjer:
- Men han vil også synes, jeg er lidt semineurotisk og måske har krævet noget af ham, som jeg ikke selv har troet, jeg har. Jeg har givet dem al frihed. Jeg har altid sagt til mine børn: "Gør hvad fanden I vil, bare bliv de bedste til det" - der ligger noget stress i det.
LÆS OGSÅ: Sofie Østergaard er forberedt på skilsmisse
Ultimativt største ego
'X Factor'-dommeren mener, at der er stor forskel på, hvordan han selv er far i forhold til sine egne forældre, selvom han betegner sin barndom som god.
- Der er sket et kvantespring i forhold til mine forældres generation. Man doserede lidt sin kærlighed, det var noget for noget. Du skal nok få et "jeg elsker dig", den dag du overtager virksomheden. Jeg har gjort mange ting anderledes blandt andet tilstedeværelse, som nok er det dyrebareste af alt, fastslår han og slutter:
- Jeg bilder mig ind, jeg ikke har så meget ego. Men jeg tror egentlig, det er et udtryk for det ultimativt største ego at efterlade nogle mennesker bag sig, som har det ret godt. Det kommer i de tidlige år, du slipper for ret meget ballade senere i livet, hvis de har det godt. Hvis du tænder deres spirit tidligt, så kører det bare.
LÆS OGSÅ: Tidligere paradiso viser sig i rockervest