Sofie Linde og Kandis-Johnny tilbage på tv
Om ikke ret længe kan du opleve Sofie Linde og Kandis-Johnny på tv igen.
Store personligheder, gode grin og besøg rundt i landet er blot nogle af nøgleordene for det spritnye underholdningsshow, 'Breinholts' med Anders Breinholt som vært.
LÆS OGSÅ: Geggo afslører: Usikkerhed om Stjerneboksning
To gange om ugen bliver det den rene gavebod, når Breinholt inviterer kendte gæster indenfor til en unik og ikke mindst relevant snak; hvert afsnit optages nemlig blot få dage inden, det vises, for at sikre at både gæst og emne er yderst aktuelt.
Du får et humoristisk indblik i, hvad der rør sig af aktuelle finurligheder i både Anders’ og gæstens liv, og blandt de aktuelle gæster er Sofie Linde og Johnny Hansen (Kandis-Johnny).
- Med ’Breinholts’ har vi opfundet noget, der ikke findes i medielandskabet lige nu. Det er en dejlig blanding af talkshow, satire, sketches – og al mulig anden form for humor. Vores kendte gæster kommer aldrig ind for at fortælle de sædvanlige historier. Til gengæld garanterer jeg, at du får dem at se fra en ny eller anden side, fortæller Anders Breinholt i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Sofie Linde, Mick Øgendahl, Nicklas Bendtner og Kandis-Johnny og vores andre gæster skal blandt andet en tur ind i ”Spørgekassen”, som er et nyt interviewformat, hvor jeg går helt tæt på. I allerbogstaveligste forstand!
'Breinholts' kan ses fra 2. april tirsdag og torsdag på Viaplay og klokken 22.00 på TV3 i 12 uger.