Povl Dissing er død: Sådan var hans sidste tid
Efter lang tids sygdom døde musikeren mandag i sit hjem i Hundested
Omgivet af sin familie sov Povl Dissing mandag ind i sit hjem i Hundested i Nordsjælland.
Han blev 84 år.
Gennem 1960'erne og 1970'erne blev hans musik en del af den danske folkesjæl. Han huskes især for sine bluesfortolkninger af Halfdan Rasmussen og samarbejdet med Benny Andersen om "Svantes viser".
Dissing nåede at udgive mere end 20 albums inden han for godt seks år siden faldt under en ferie i Spanien og mistede hørelsen på grund af kraniebrud.
Sidste år blev Povl Dissing ifølge hustruen Pia meget syg og måtte igennem en masse behandlinger.
Det fortæller hun til Ekstra Bladet.
– Det hele var smertefuldt og førte ingen vegne hen, så for et par måneder siden, besluttede Povl, hans sønner og jeg, at de skulle stoppe. Han ville ikke mere. Og siden har han bare ligget herhjemme. Flere gange om dagen kom der hjemmesygeplejersker og hjemmepleje for at se til ham, siger hun til avisen.
Parret, der blev borgerligt gift for 25 år siden, fik i maj en kirkelig vielse hjemme på gården i Hundested.
Her deltog vennerne, og de vidste alle, at det var sidste gang, at de så ham.
Ifølge Ekstra Bladet skal Povl Dissing begraves fra kirken i Lynæs og stedes til hvile på kirkegården, der har udsigt over Isefjord.