Helle Thorning-Schmidt debuterer som DJ: Nu forklarer hun
Helle Thorning-Schmidt var at finde bag DJ-pulten fredag aften, og det var der en helt særlig grund til.
Operaen dannede lørdag rammerne for en kæmpe festdag, da ”ALT for damernes Guldknap” 2024 løb af stablen. Her deltog Helle Thorning-Schmidt, 57, som dagen forinden selv satte gang i kæmpemæssig fest på Søpavillonen i København.
LÆS OGSÅ: Morten Messerschmidt står klar med livretten: Vild med Dot
Her optrådte den forhenværende statsminister nemlig som DJ – i selskab med sin datter Johanna Kinnock, 27.
- Det var helt fantastisk, vi havde en forrygende aften, som var skør, og vi havde det bare så dejligt. Begge mine unger var der, deres kærester var der, og deres venner og vores venner, sagde Helle til HER&NU, som også er mor til 25-årige Milo Kinnock.
LÆS OGSÅ: "Landmand"-bejler afslører familieforøgelse
Årsagen til, at Helle gjorde sin debut som DJ under navnet ”Gucci-Helle”, er, at hun gerne vil lære nyt og sige ja til ting – også selvom det er en anelse grænseoverskridende.
- Det er lidt en tanke om, at hvis man siger nej til ting, så prøver man jo heller ikke noget nyt, og det er derfor, jeg har valgt at sige ja til nogle ting, selvom det er lidt på grænsen af min komfortzone, sagde Helle, som også sidste år udfordrede sig selv ved at optræde til en Suspekt koncert.
- Jeg tænker, at livet jo ikke bliver sjovere af, at man siger nej til ting. Det er også et spørgsmål om at sige ja og måske inspirere andre til også til at turde at sige ja til noget, selvom man ikke rigtig tør, sagde Helle, som er gift med den britiske Labour-politiker Stephen Kinnock.
Adspurgt om Helle i fremtiden vil give sig i kast som DJ endnu engang, er hun ikke helt afvisende i sit svar.
- Nu må vi se. Jeg synes, det var meget svært, fordi du skal virkelig være god på knapperne og vide, hvad der kommer. Det var sværere, end jeg havde troet, men det var så sjovt, afslutter hun.
LÆS OGSÅ: Sara Lygums private kærlighed: Gift kort før 'Vild med dans'
Du kan se det fulde interview med Helle Thorning-Schmidt øverst i artiklen.