I stedet for at holde på vreden over en barndom, der ikke var specielt lykkelig, har Hella Joof lært sig selv at give slip, og det har bragt hende en stor ro. I sin nye bog ”Tvilling yndling grævling”, der er en selvhjælps-biografi, fortæller hun åbent og ærligt om de mange knubs, hun har fået gennem livet, så de dyrekøbte erfaringer kan bruges af andre.
– Jeg er glad for mit liv og der, hvor jeg er. Der hvor jeg er, er jeg på grund af alt det, jeg har oplevet, og derfor er jeg også nødt til at være glad for det. For Selv om det hele ikke er kønt, er der ikke noget, der kan undværes, for så var jeg endt et andet sted. Og jeg vil helst ikke være et andet sted, fortæller Hella Joof, der netop er fyldt 58 år.
LÆS OGSÅ: Mie og Wafande: Vi har altid godt kunne lide hinanden
Hård barndom
Hendes forældre mødte hinanden i London - han var jurastuderende fra Gambia, og hun i huset hos en engelsk familie. Han var ikke interesseret i at blive far, og Hellas bedsteforældre var heller ikke nogen stor støtte for hendes mor, så det første år boede de hos Mødrehjælpen. Siden blev Hellas mor gift, og familien flyttede ind i en lille lejlighed i et socialt boligbyggeri i Birkerød, og opvæksten blev præget af små kår.
Da Hella som 15-årig tog til Gambia for at besøge sin far for første gang, blev hun på rejsen voldtaget af et familiemedlem. Noget, hun først i en sen alder fortalte sin mor. Hun så ikke sin far igen, inden han døde i 1996, og hun mistede sin mor i 2004, uden at de havde fået talt rigtigt ud. Men det har Hella efterfølgende gjort i tankerne.
Hellas datter Olivia, 32, kalder kærligt sin mor for en blanding af Oprah Winfrey og Kanye West (Foto: Uffe Kongstad)
LÆS OGSÅ: 'Årgang 0'-Stephanie: Jeg havde en stemme i hovedet
– Jeg tror virkelig på tilgivelse. Jeg tror inderligt på det som princip. Jeg har svært ved at forstå folk, der ikke ønsker at tilgive. Selvfølgelig er det svært, og jeg er jo ikke holocaust-overlever, og der er nogle mennesker, der har oplevet nogle helt forfærdelige, forfærdelige ting, som er næsten umulige at tilgive, men stadig er det den vej, der er den eneste at tage. Også for at komme af med vreden, siger Hella, der drager en parallel til #MeToo og maner til besindighed, selvom hun efter et par shitstorme tager et længere tilløb, inden hun går ind i offentlige debatter.
– #MeToo kommer lidt forsinket til Danmark, fordi vi simpelthen ikke var parate, da det startede for tre år siden. Jeg har det sådan, at man må iføre sig tilgivelse. Man bliver nødt til at tilgive. Især hvis folk bare har kysset en på kinden i festligt lag. Slap af. Der er forskel på systematiske krænkere, som jeg også har mødt, og folk, der ikke kan tåle alkohol. Det er to forskellige ting, men lige nu bliver det blandet sammen, og alt bliver kaldt for krænkelser.
LÆS OGSÅ: Mor Jette & Jessica åbner op om deres spirituelle evner
Hellas indre dialog med sin afdøde mor manifesterer sig også nogle gange i små beskeder, som hun føler, at hun modtager. For eksempel da hun længe efter sin mors død ved et tilfælde fandt adressen på den lejlighed i Notting Hill i London, hvor hun var blevet undfanget i 1962. Det viste sig at være i en gade, hvor hun jævnligt er kommet, fordi en god veninde bor der, og døren til huset havde hun bemærket, fordi den er så karakteristisk - uden at vide, at hendes liv blev grundlagt bag selvsamme dør.
Clairvoyanten fik ret
– Det er sådan noget, der gør mig tryg. Jeg betragter det som, at jeg får en lille besked. At det jeg er i gang med nu, er rigtigt. Sådan nogle oplevelser har jeg haft et par stykker af, siger Hella, der især husker en clairvoyant i Præstø, som hun opsøgte i 1995, da hun stod i en kæmpe krise, fordi intet i hendes liv fungerede.
Hella Joof med sin mand, Henrik, også kaldet Snit, som en clairvoyant kunne se helt tydeligt, da de talte om ham, otte år før hun rent faktisk mødte ham (Foto: Michael Stub)
LÆS OGSÅ: Sådan har du aldrig set 'Masterchef'-dommer Jesper Koch
Kvinden kunne se, at Hella først i 2003 ville møde den rigtige mand. Og at han var instruktør, og at der var nogle tunge, sorte kasser. Og sin mand, lægen Henrik "Snit" Jepsen, mødte hun ganske rigtigt i 2003. Mange år senere kom de til at tale om hans tid i Frømandskorpset. Det var i 1995, han var instruktør, og dykkerudstyret pakkede de i nogle tunge, sorte trækasser. Det var dem, clairvoyanten havde set.
– Jeg kender andre, der har haft sådan nogle oplevelser. Det er ikke noget, mange taler højt om. Nogen har det sådan, at hvis ikke tingene kan måles og vejes, så er de ikke interesserede. Sådan lever jeg bare ikke. Hvis jeg lige pludselig går rundt med en eller anden idé eller tanke og tænder for radioen, og så spiller de den sang eller sidder og taler om det, jeg lige har tænkt på, så tænker jeg ikke, ”nej, hvor mærkeligt”, så tænker jeg, ”nej, hvor dejligt. Så er jeg på rette vej”.