Heino Hansen tester sit forhold i kendt tv-program
Ifølge Heino fik han og konen testet parforholdet, da de sammen skulle flygte fra et hold efterforskere.
Der er en god omgang blandede bolsjer af kendisser, der skal være med i den femte sæson af 'Jaget vildt', som har premiere i morgen på Kanal 5.
LÆS OGSÅ: 'Sommerdahl'-Laura: Så meget har vi til fælles
Et af parrene, som skal flygte fra efterforskerne, er Heino Hansen og hans hustru Cecilia Hansen, og ifølge Heino kan seerne godt finde popkornene frem.
- Det er en vild oplevelse at være på kamera 24/7 med sin kone, som ikke kan diskutere i fred og ro, fortæller Heino og tilføjer:
- Vi har hvert vores nervesystem og hver vores måde at håndtere press på, og det skal man nok ikke være en god menneskekender for at spotte, hvis man ser med.
Ifølge Heino er Ikea-testen også vand ved siden af 'Jaget vildt'.
- Folk, der tror, at de kender deres partner. De tager fejl, hvis ikke de har prøvet at være med i 'Jaget vildt' sammen, fortæller Heino, som dog slår fast, at han og konen havde en fest under optagelserne:
- Jeg har ikke selv set det endnu. Hvis det er ligeså sjovt i fjernsynet, som det var at lave, så vil jeg sige, at folk godt kan glæde sig.
Udover komikeren og hans kone skal Sofie Linde og Mikkel Kryger, skuespillervennerne Johannes Lassen og Andreas Jessen, og de to herrer Lars Elbæk og Rasmus Larsson fra boligprogrammet 'Fra 1-værelses til Standvejsvilla' også flygte fra efterforskerne med et kamerahold i røven.
Den femte sæson af 'Jaget vildt' har premiere på Kanal 5 i morgen den 21. maj.