Finn mistede sin hustru: En hård tid
Den tidligere formand sætter ord på, hvordan tabet af hustruen har styrket ham som person.
Afslutningen af anden sæson af ”Balladen om kolonihaven” ruller i aften over skærmen i selskab med en endelig afsked med Finn Lund Nyby, 55, på formandsposten i kolonihaveforeningen Jørgen Berthelsens minde.
LÆS OGSÅ: Anamariia er færdig med balladen: Sælger kolonihaven
Han valgte nemlig at trække sig, da han fik et tilbud om at komme indenfor i lokalpolitik, og der pludselig ikke var timer nok i døgnet til også at håndhæve foreningens regler og være skydeskive for beboernes utilfredshed. Formand Finns afgang gav da også anledning til blandede reaktioner i de firkantede haver.
– Det er der mange, der er kede af, men der er nogen, der holdt fest, og det må man gerne. Vi har alle ret til at være enige eller uenige. Så det har jeg ikke svært ved på nogen måde, fortæller Finn til HER&NU, og han er fortrøstningsfuld med, at det er sidste års bestyrelsesmedlem Nanna, der overtager formandsposten:
– Det tænker jeg er ganske fint. Nanna er en ung pige, men hun har ben i næsen. Hun skal nok holde sig oprejst, når det blæser.
I to sæsoner har seerne været vidner til, at Finn er blevet kaldt det ene grimme ord efter det andet. De er dog prellet af på den hårdføre nordjyde, og i sidste afsnit af serien fortæller han, at det blandt andet var tabet af hans hustru tilbage i 2011, der styrkede ham som person.
LÆS OGSÅ: Kendte ikke til balladen: Pludselig dukkede et tv-hold op i Dolkens kolonihave
Sådan mistede Finn sin hustru
Til HER&NU uddyber han, at parret havde været sammen i 20 år. De sidste fire af dem befandt hustruen sig i et kræftforløb, og for Finn var det en hård tid, der var præget af skiftevis op- og nedture.
– Når vi mister nogen, der står os nær, så er der nogen forventninger fra samfundet til, hvordan man bør agere. Men det er min holdning, at man skal mærke efter i sin egen mave, hvad føles godt for mig, og ikke hvad der føles godt for naboen, familiemedlemmer eller noget helt tredje. Det er mit liv. Så man skal leve det liv. Ellers kan man lige så godt lægge sig til at dø med sin ægtefælle, hvis det er det, fortæller Finn.
I dag har Finn en kæreste, og selvom hun ikke er til at få øje på i programmet, så har hun fulgt med bag havelågen og har støttet ham. Finn har ingen børn selv, men hans kæreste har en voksen søn.
Finn har stadig sin kolonihave, og på opfordring fra blandt andre Fjolle-Keld var han da også en smule mere social i Oasen på et tidspunkt hen over sommeren. Det varede dog ikke længe, og i dag er han ikke fast inventar i fælleshuset.
– Igen er det også et spørgsmål om, hvordan man bliver behandlet, når man møder op. Jeg vil ikke finde mig i at blive råbt og skreget af, når jeg træder ind ad døren.
LÆS OGSÅ: Et nyt venskab spirer i kolonihaven: Kurt hjælper Lisbeth videre