Esin Erdil i "X Factor" 2025

Esin så sin far dø: Hans sidste ord var mit navn

Esin Erdil var blot syv år, da hun så sin far få hjertestop.

27-årige Esin Erdil sang sig til en plads i stolen under aftens "X Factor", men pladsen blev inden aftenens sidste sang byttet ud, og Esin måtte skuffet forlade programmet. 

Skuffelsen opleves dog ikke som et nederlag, men en sejr. Esin har nemlig, siden hun var 16 år, drømt om at være med i "X Factor", men det er først nu, hun har haft modet til at melde sig. 

LÆS OGSÅ: Victoria trodser handicap: Det skal ikke stå i vejen

Der er ingen tvivl om, at Esin har et musikalsk talent, og det talent kommer ikke fra fremmede. 

Artiklen fortsætter efter videoen af Oh Land, der fortæller om dette års "X Factor"...

- Det er min far, jeg har musikken fra. Min far har den vildeste historie med sin musik, men han kæmpede desværre ikke nok for musikken. Jeg har medvirket i "X Factor" lige så meget for ham, som jeg gjorde det for mig selv, fortæller Esin og tilføjer:

- Min far var kommunist og sangskriver, og han skrev et album for mange år siden, hvor der var denne her ene sang, som handlede om, hvordan staten i Tyrkiet var korrupte, overgangen fra de rige og fattige, og hvordan de fattige blev behandlet. Den dag, han skulle realisere den her sang, blev han anholdt og smidt i fængsel i Tyrkiet i fem år.  

Ifølge Esin kom hendes far i et fængsel, hvor der var andre politiske fanger. I fængslet oplevede han tortur og dårlige og usunde forhold, hvilket gjorde, at faren blev meget syg. 

Flytter til Danmark

Da Esins far blev løsladt, fandt han ud af, at hans sang var gået viralt, men han opdagede ifølge Esin også, at musikselskabet havde taget patent på pladen og havde scoret alle pengene selv. 

Esins far, som kom fra fattige kår, blev inviteret til Danmark i 80'erne af noget familie i håb om en bedre fremtid og arbejde. 

- Han etablerede et liv her med min mor og fik mig, og han glemte musikken. Men en dag begyndte han at undervise i et tyrkisk instrument på en musikskole i Odense, og han fik indspillet sine sange på kassettebånd. Så han genoptog musikken, men det var slet ikke på samme måde som før, siger Esin.

LÆS OGSÅ: Oh Lands store drøm: Jeg vil have et æsel  

Pludseligt hjertestop

Esin mistede sin far i 2004, da hun blot var syv år gammel.

- Han fik hjertestop foran mig, fortæller Esin og uddyber:

- Min mor var højgravid, så min far og jeg havde en far/datter-dag, så min mor kunne få ro. Så tog han mig med ud i vores kolonihavehus, hvor vi mødtes med hans kammerat. Min far gik ud i haven for at plukke grøntsager, og jeg sad på sofaen, og så kom han ind, og der kunne jeg se, han var kridhvid i hovedet. Så sagde han mit navn som det sidste og faldt om med hjertestop. 

LÆS OGSÅ: 17-årige Asta skjulte sit handicap for "X Factor"-dommerne

Ifølge Esin var farens kammerat lige kommet til Danmark, og han vidste ikke, man kunne ringe 112 fra en telefon uden et simkort, som var det eneste, han havde. 

- Han gik fuldstændig i panik, og der gik 30 minutter, før han fik fat på en nabo, og så blev min far hentet med ambulancen. Vi kørte bag den her ambulance, og på et tidspunkt holdt vi ved et lyskryds, og 300 meter forud var Odense Universitets Hospital, og så stoppede sirenerne. Jeg tænkte, det var mærkeligt, for vi var der jo ikke endnu, siger Esin, der trods sin unge alder dengang har oplevelsen frisk i erindringen. 

Ifølge Esin var hjertestoppet et resultat af de dårlige forhold, faren havde oplevet i fængslet, som blandt andet havde givet ham dårlige lunger. 

LÆS OGSÅ: Video og billeder: Dronning Mary til bålhygge i skoven

Musikken får lov at leve

Esin er opvokset med sin mor og lillebror, og musikken har altid boet i hende, men det er først de seneste år, den har fået lov at leve. 

- Musikken var meget sårbart efter min fars død. Det var ikke noget, der gav mig gode minder, da det mindede mig om, at min far ikke er der mere, siger Esin og tilføjer:

- Min mor har altid sagt, at min far kan kigge ned og se, hvad jeg laver og tænker. Så han bliver nok ked af det, hvis jeg ikke gør noget ved musikken. Jeg har fået det her talent af ham, og jeg gør ikke noget ved det. Men det bliver der lavet om på nu. 

Esin vil efter sit exit i "X Factor" ikke opgive musikken, hun har tværtimod fået mere mod på at gøre noget ved det. 

LÆS OGSÅ: Robert Hansen om tiden i fængslet: Isolation og kontrol