Lene Beier stopper i "Landmand søger kærlighed"
Lene Beier har valgt at sige farvel til det populære program.
Efter 11 fantastiske sæsoner, hvor Lene Beier har haft æren af at være vært på “Landmand søger kærlighed” er tiden kommet til at sige farvel.
LÆS OGSÅ: Geggo og Cengiz i parterapi
Det fortæller hun selv i et opslag på Instagram.
- Jeg har elsket hver eneste sekund af disse år, og jeg er evig taknemmelig for alle de fantastiske mennesker, jeg har mødt på min vej. Alle de uforglemmelige oplevelser, de gode samtaler, de mange grin og mange varme kram, som jeg tager med mig videre i livet – det har været noget helt særligt, skriver Lene og tilføjer:
- Jeg har også været så heldig at drøne rundt i hele Danmark og endda se verden med “Jorden rundt”, og jeg har altid følt mig velkommen og inviteret ind til kaffe, uanset hvor jeg kom hen. Det er noget, jeg aldrig vil glemme.
Ifølge Lene har hun valgt at stoppe, da tiden ikke er til det.
- Programmet kræver og fortjener min fulde opmærksomhed – og det kan jeg desværre ikke give lige nu. Som I ved, så har jeg taget hul på et nyt kapitel her i Østrig - og jeg kan ikke rejse til Danmark i to måneder allerede nu her til maj, hvor optagelserne begynder. Jeg ved, at jeg ville sidde hver aften og savne min dejlige familie og vores liv her, og derfor føler jeg, at det er bedst at give stafetten videre til en ny vært, som kan give programmet og alle de medvirkende den opmærksomhed, de fortjener, tilføjer Lene.
LÆS OGSÅ: Natascha Linea: Det skal der ske nu
Lene ved endnu ikke, hvem der skal overtage stafetten.
- Men jeg er sikker på, at vedkommende får verdens bedste job med de bedste kollegaer, man kan finde. Et stærkere fællesskab skal man virkelig lede længe efter, og jeg kommer 100% sikkert til at savne at være en del af “Landmandsfamilien”. Jeg ønsker al mulig lykke med den næste sæson, og tak til alle jer, der har været en del af denne rejse. Og et kæmpe TAK til alle jer, som har set programmene og taget så godt imod det, vi har lavet. Jeres støtte og kærlighed til vores arbejde igennem årene har betydet alt.
Lene Beier driver i dag et hotel i Østrig med sin mand, hvor hun er flyttet ned med sine kæledyr og to drenge.