Elvira i massiv kritik: Beskyldt for mishandling
Elvira Pitzner nyder sin ferie i Thailand med familien, men ét opslag har fået hendes Instagram til at gløde.
At elefanter mishandles for at være sammen med turister i for eksempel Thailand, ved de fleste, men fascinationen af de store dyr drager alligevel, og derfor forsøger flere turister, i bedste tro, at tilgå dem steder, hvor de bliver behandlet godt.
LÆS OGSÅ: Lisbeth og Christian fortæller alt: Derfor blev vi skilt
Og det er netop, hvad Elvira Pitzner i sin ferie til paradislandet har gjort.
- Der er ingen tvivl om, at jeg elsker dyr, og jeg er bevidst om de mange holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg bestræber mig altid på at vælge oplevelser, der prioriterer dyrevelfærd og samtidig giver mulighed for at lære, skriver Elvira i et opslag, hvor hun kommer helt tæt på dyret.
- Phang Nga Elephant Park er en lille familieejet park i Thailand, der har plejet elefanter med kærlighed i over 150 år. Familien driver også et elefanthospital, der behandler syge og skadede dyr. Parken lægger vægt på etisk turisme, hvor elefanterne lever frit, sover i junglen og vender frivilligt tilbage til parken hver dag for at blive fodret og vasket. Det var tydeligt at mærke den omsorg, dyrene får, og de virkede sunde og glade.
Selvom Elvira havde gode intentioner og havde undersøgt stedet nøje, møder hun stor kritik i kommentarfeltet. En repræsentant fra den verdenskendte organisation World Animal Protection er en blandt de mange kommentarer.
- Selvom det uden tvivl var en fuldstændig magisk oplevelse at komme så tæt på de store fantastiske dyr, er det desværre bare ikke en hyggelig oplevelse for elefanter at være i tæt kontakt med turister. Det kan være enormt svært som turist at gennemskue de mange oplevelser, man kan have med dyr. Mange steder siger, at de har reddet elefanter, at de er et reservat eller andet, men sandheden er at hvis man kan røre, ride, bade eller tage selfies med vilde dyr - er der oftest tale om mishandling bag oplevelsen, står der, og det fortsætter:
- Generelt er det mange steder muligt at ride på elefanter, men fordi flere og flere turister er klar over, at elefanter bliver kuet med ekstremt barske metoder, når de trænes til at bære rundt på mennesker eller optræde med tricks, opsøger de i stedet oplevelser som elefantvask og -badning. Sandheden er desværre bare, at hvis man tillader en tæt fysisk kontakt med elefanten, så bidrager man til en grotesk industri, hvor elefanter fratages deres frihed og pines på grusom vis, for at det er sikkert nok for turister at have denne kontakt.
LÆS OGSÅ: Frederik Haun deler svære tanker: Jeg savner tosomheden
Det stresser dyrene
World Animal Protection opfordrer Elvira til at slette opslaget, da der foregår mishandling i hendes video, men det er hun ikke interesseret i.
- Dyrevelfærd betyder meget for mig, og jeg forsøger altid at vælge oplevelser, der støtter dyrenes sundhed og trivsel. Jeg forstår godt, at billeder af tæt kontakt med elefanter kan vække bekymring, og jeg tager jeres pointe til mig. Jeg ved, at familien har en stor kærlighed til elefanterne, som er et nationalt symbol. Deres tilgang til dyrevelfærd kan være anderledes end vores, men det betyder ikke, at de ikke går op i dyrenes trivsel. Et godt eksempel er, hvordan det thailandske militær hvert år hjælper med at redde havskildpadder ved at flytte deres æg til sikre områder. Uden denne indsats ville under 1% af æggene overleve naturligt, skriver Elvira blandt andet og deler også, flere eksempler på, hvorfor netop det sted, hun har besøgt er et okay sted.
LÆS OGSÅ: Sød video: “Kærlighed hvor kragerne vender”-par afslører kønnet
Den køber organisationen dog ikke.
- Det er tydeligt, at du har gjort dig mange overvejelser for at finde et etisk og dyrevenligt sted at opleve de smukke dyr. Vores elefant ekspert og dyrlæge Dr. Jan Schmidt-Burbach og hans team besøgte selv stedet sidste år i forbindelse med en større undersøgelse af oplevelser med elefanter i Thailand. Selvom stedet er et af de bedre, som gør rigtig mange ’rigtige’ ting for at passe på deres dyr, er det desværre aldrig dyrevenligt at bade med elefanter. Det er stressende for dyrene, og selvom det ikke ses med det blotte øje som turist, så kræver det umådeligt megen kontrol af elefanterne, når turister skal så tæt på. Som dyrebeskyttelsesorganisation vil vi altid anbefale, at man oplever vilde dyr på afstand. Tommelfingerreglen er: Hvis du kan ride, røre eller bade med et vildt dyr, er det ikke en oplevelse der tilgodeser dyrets velfærd, men udelukkende en oplevelse, der tilgodeser turisters behov for tæt kontakt, skriver organisationen blandt andet videre.
Efter at have sovet på oplevelsen og den nye viden, reflekterer Elvira anderledes over sit besøg.
- Min intention har altid været at støtte etiske og dyrevenlige oplevelser, men jeg kan se, at denne debat har givet mig nye perspektiver. Jeg reflekterer over det, I har skrevet, og vil tage det med i mine overvejelser fremover, slutter hun.
LÆS OGSÅ: Jim Lyngvild har aldrig brugt netbank og MitID
Opslaget er i skrivende stund stadig tilgængeligt på Elviras profil og kan ses herunder: