Björn Ulvaeus gift med sin danske kæreste
ABBA-stjernen blev lørdag gift i København og holdt stor bryllupsfest på Langelinie Pavillonen.
Alle gode gange tre for Björn Ulvaeus.
Den 79-årige ABBA-stjerne giftede sig lørdag i København med sin danske kæreste, Christina Sas, 51.
Sas, der er fra Herning, arbejder som produktchef hos ABBAs pladeselskab, Universal Music Group, og det var da også gennem arbejdet, at parret mødte hinanden.
LÆS OGSÅ: Bubber åbner op: Taler igen med sine voksne børn
Det var i tyske Nürnberg i 2021 i forbindelse med udgivelsen af ABBAs seneste album, "Voyage", og i foråret 2021 begyndte de så at date.
Det kan man læse på Ulvaeus' Instagram, hvor han også deler en række billeder fra den store dag.
Her fremgår det også at Soeren Le Schmidt stod bag brudeparrets tøj og at Anne Linnet, Kaya Brüel og Ole Kibsgaard optrådte ved bryllupsfesten, som man på billederne kan se blev holdt på Langelinie Pavillonen.
Derudover optrådte den dansk-engelske komiker Sandi Toksvig, 66, også ved brylluppet.
LÆS OGSÅ: Grevinde Alexandra er smaskforelsket: Her er hendes nye mand
Björn Ulvaeus fortalte i 2022 at han var blevet skilt fra sin hustru gennem 41 år, Lena Kallersjö.
Han har også tidligere været gift med ABBA-kollegaen Agnetha Fältskog, som han efter otte års ægteskab blev skilt fra i 1979.