Anne Louise Hassing om overgangsalderen: - Jeg var overvældet
Med sin bog 'Balance midt i livet' håber skuespilleren at bryde tabuet omkring overgangsalderen og skabe en åben dialog.
Det er en meget åben og ærlig Anne Louise Hassing, der hylder kvindekroppen og deler sin personlige rejse gennem overgangsalderen i sin nye bog 'Balance midt i livet'.
Bogen bygger på skuespillerens egne erfaringer med de udfordringer og transformationer, som perioden medfører.
LÆS OGSÅ: Vingegaard bryder tavsheden: Kunne ikke klare det uden Trine
– Jeg var ret overvældet over alt det, der pludselig skete både fysisk og mentalt, som jeg ikke vidste, hvad var. Jeg synes virkelig, at det var en turbulent tid, husker 56-årige Anne Louise.
Hendes debutbog kommer, efter at de seneste ti år har budt på både udfordringer og lærerige øjeblikke.
– Det tog mig mange år at vænne mig til, at jeg var trådt ind i en helt ny fase af mit liv, hvor jeg blandt andet havde meget mere brug for ro og for at være mere introvert, forklarer skuespillerinden.
LÆS OGSÅ: Lisbet Dahl sygemeldt fra Tivolirevyen
Med sin bog håber hun at bryde tabuet omkring overgangsalderen og skabe en åben dialog. Hun ønsker, at hendes bog kan være et redskab, der hjælper andre kvinder til at forstå og håndtere deres egen overgangsperiode bedre.
– Hvis jeg skal give et godt råd, så må det være, at man skal omfavne, at man er i forandring. Man skal give sig selv støtte, næring og egen omsorg. For mange kvinder er det en svær tid både fysisk og mentalt, understreger den folkekære 'Badehotellet'-stjerne.
Anne Louise Hassing, der både har en hormonuddannelse og en uddannelse i yoga, har vævet sin professionelle erfaring med sundhed ind i bogen, som byder på både håndgribelige råd, hormon-yogaserier, åndedrætsøvelser og sunde opskrifter.
– Motion er en stor del af mit liv, og jeg elsker det virkelig. Det handler helt generelt om at bevare sin livskvalitet. Og hvis man ikke holder fysikken i gang, så går det bare ned ad bakke, forklarer Anne Louise, der har fundet stor glæde ved en rutine bestående af yoga, styrketræning, lange gåture og meditation.
LÆS OGSÅ: Cecilie Hother tager springet: Familien flytter til Frankrig
Artiklen fortsætter under billederne...
Kan være en gave
Dét, der virkede som uoverstigelige udfordringer, viste sig også at åbne op for nye muligheder for personlig vækst. Anne Louise beskriver, hvordan perioden har tvunget hende til at stoppe op og virkelig lytte til, hvad hendes krop og sind har brug for.
– Det er en spændende tid, og på mange måder er det også en gave, hvis man bruger den rigtigt. Jeg er næsten et bedre sted nu, end jeg var før, fordi jeg har lært en masse forskellige ting om mig selv, og jeg nærmer mig en eller anden form for balance.
Anne Louise påpeger, at tiden midt i livet for mange ofte også er en tid med store drastiske livsforandringer. For hende indeholdt den både en skilsmisse, en afsked med sin far samt en teenager, der flyttede hjemmefra.
LÆS OGSÅ: Andreas Jessen i kæmpe tv-brøler
Skuespillerinden har sat en ære i at skrive en ærlig og brugbar bog, hvor hun ikke har været bange for at dele ud af sine egne erfaringer og sit eget liv.
– Det er da klart, at jeg har gjort mig nogle tanker omkring det at dele ud af nogle hårde ting fra mit liv, men jeg synes det var vigtigt, at bogen er en personlig fortælling, som andre kvinder kan spejle sig i, og som forhåbentlig får dem til at føle, at de ikke står alene.
LÆS OGSÅ: Efter indlæggelse: Thomas Evers Poulsen giver status