Efter 18 måneder: Oliver skal se børnene
Oliver Bjerrehuus har nu fået ret til samvær med børnene, som han deler med Gunnvør Dalsgaard.
Det er snart halvandet år siden, Oliver Bjerrehuus sidst har set sine børn, Sigga, ti, Hanna, syv, og treårige Hugo, som han har med Gunnvør Virgarsdóttir. Men nu har Byretten afgjort, at han har ret til samvær hver 14. dag i en varighed af syv timer.
Første gang han skal se de tre børn igen, bliver efter planen den 21. august, og det glæder både den 45-årige fotomodel og hans mor, Suzanne Bjerrehuus, 73, sig meget til.
- Den største sejr ville have været, hvis forældrene kunne kommunikere, men sådan er det desværre ikke. Sagsbehandlingen er foregået gennem Familieretshuset, men jeg glæder mig rigtigt meget til at se børnene, siger Oliver Bjerrehuus til HER&NU.
LÆS OGSÅ: Julie Zangenberg modtog dødstrusler: De beskrev, hvordan jeg skulle abortere
Børnenes farmor, Suzanne Bjerrehuus, har kæmpet for sagen med diverse indlæg på bl.a. de sociale medier om fædres manglende rettigheder.
- Det har gjort ondt, har kostet mange søvnløse nætter, advokatmøder og lange ventetider på sagsbehandling i Familieretshuset. Det hjalp at bringe sagen over i domstolsregi. Nu skal samværet genoptages stille og roligt, så de tre børn kan vokse op og have en far i deres liv, siger Suzanne Bjerrehuus.
LÆS OGSÅ: Silas Holst træffer hård beslutning: Lejligheden sat til salg
Oliver har aflyst alle gange
Ifølge Gunnvør Virgarsdóttir er det Olivers valg, at han ikke har set børnene.
- Oliver har haft fri adgang til samvær siden marts 2020, såfremt han kunne fremvise en ren urinprøve. I al den tid har han aflyst, ofte i sidste øjeblik. Så det er op til ham, om han vil gøre brug af det samvær, vi nu er blevet enige om. Det håber jeg selvfølgelig for alles skyld.
Oliver Bjerrehuus har også sønnen Oscar, 20, fra et tidligere forhold til Anna von Lindholm.
LÆS OGSÅ: Tabte kampen mod kræft: Ung mor sønderknust og i dyb sorg