Rolf fra 'BS & ægteskabsprøven': Det har reddet vores forhold
Det har været en stor oplevelse for Rolf og kæresten Martin, at de har medvirket i TV 2-programmet.
Fire danske par får i disse dage hjælp til forholdet af den tidligere elitesoldat B.S. Christiansen i programserien 'BS & ægteskabsprøven' på TV 2. Et af de par er 47-årig Rolf Steinlein og hans kæreste, Martin Gadeberg, der har været sammen i godt tre år.
- Vi valgte at tilmelde os af flere årsager - primært fordi vi havde nogle problemer i vores forhold. Vi kommunikerede blandt andet ikke ordentligt, og jeg havde nogle problemer med jalousi, så vi håbede, at vi kunne få nogle redskaber til at klare problemerne i forholdet, siger Rolf til Realityportalen.dk.
Optagelserne foregik i midten af december, og de fire par tilbragte i alt 12 dage i vildmarken med B.S. Christiansen. Og Rolf tøver ikke med at kalde oplevelsen for den hårdeste i sit liv.
- Det var så vild en oplevelse. Klimaet var rimeligt hårdt, og vi knækkede helt og havde kun hinanden at tale med, så vi var jo nødt til at kommunikere. Og så kunne vi ikke komme i bad i 12 dage, og vi skulle have de samme underbukser på, griner Rolf.
LÆS OGSÅ: 'Paradise’-babe er med i i TV2-programmet 'Hjem til gården'
LÆS OGSÅ: Sandheden om realitybruddet: Stofferne kom mellem os
Styr på jalousien
Men oplevelsen var ikke kun hård for Rolf og Martin. De redskaber, parret håbede på at få under deltagelsen, lykkedes det dem nemlig at få, og efter hjemkomsten har parrets forhold været meget bedre.
- Programmet har helt sikkert hjulpet vores forhold, efter vi er kommet hjem. Vi knækkede helt, men det var det, der skulle til. Vi var jo nødt til at kommunikere med hinanden, mens vi var der, så det har vi i hvert fald lært, siger Rolf, der ærligt fortæller, hvorfor han tidligere har været så jaloux.
- Min jalousi bundede nok i, at mens jeg sprang ud i en sen alder som 44-årig, så sprang min kæreste allerede ud som 18-årig og har derfor levet hele sit voksne liv i det homoseksuelle miljø. Og jeg fik mange beskeder omkring ham, og hvem han havde været sammen med, og det har jeg nok haft det lidt svært med.
I 'BS & ægteskabsprøven' har Rolf blandt andet fortalt, at han sporede kæresten via en app på telefonen. Det er forbi nu, og generelt har han lært at styre det langt bedre.
- Jeg har også lært at kontrollere min jalousi mere. Jeg har lært at stole på Martin, for han har heller aldrig givet mig grund til andet. B.S. sagde flere gange, at man skulle tænke over, hvordan man var en god kæreste over for sin partner. Og det kan jeg blandt andet være ved ikke at være jaloux, så det prøver jeg på.
LÆS OGSÅ: Mikkel Skelskov om bruddet: Amalie var mig utro med Peter
"Jeg havde været en anden person"
Det tog Rolf 44 år, et ægteskab, en nu voksen datter og flere langvarige forhold til kvinder, før han indså, at han ville dele sin fremtid med en, der havde samme køn som ham selv.
- Jeg havde aldrig rigtig tænkt de tanker, så det har ikke været sådan, at jeg gik og skjulte min seksualitet indtil da. Jeg har måske altid været fascineret af mit eget køn og kunne godt tænke, at: "Han var da en flot mand". Men der har aldrig været noget seksuelt, fortæller Rolf, der heller ikke fortryder, at det tog ham så mange år at indse.
- Nej, faktisk ikke. For jeg tror, at jeg havde været en helt andet person, hvis jeg havde levet hele mit liv som homoseksuel. Så var jeg formentligt flyttet fra Bornholm til København noget tidligere og var blevet en del af det homoseksuelle miljø der. Og så var jeg ikke blevet den Rolf, som jeg er i dag.
LÆS OGSÅ: Christiane efter bruddet med L.O.C.: Sådan er vores forhold
Du kan se et nyt afsnit af 'BS & ægteskabsprøven' om tirsdagen klokken 20:00 på TV 2, mens du kan se de tidligere afsnit på TV 2 Play.
Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.