'Badehotellet'-stjerne husker tilbage: Jeg brød den sociale arv
Bjarne Henriksens familie var noget overraskede, da han i sin tid fortalte, han ville være skuespiller.
Et af hovedemnerne i den femte sæson af 'Badehotellet', der lige nu løber over skærmen, er det store skel mellem rig og fattig i Danmark i starten af 1930’erne.
Skuespiller Bjarne Henriksen spiller rollen som den velhavende tobaksfabrikant Frigh, der på grund af sin status i samfundet har været nødt til at lægge en række drømme på hylden. Et faktum, som Bjarne ikke selv kender fra sit eget liv:
- Jeg har altid fulgt mine egne drømme. Jeg kommer ud af en håndværkerfamilie, og der var otte-ni stykker, der var murere, men der er aldrig blevet sagt, at jeg skulle være murer, fortæller den 59-årige skuespiller, der dog indrømmer, at der blev måbet lidt, da han fortalte om sine karrieredrømme:
- Da jeg kom og sagde, at jeg ville være skuespiller, så var jeg nok lidt det sorte får. Der var ingen af dem, der kunne forstå, at man kunne leve af det. I lange tider spurgte de, hvad jeg lavede ved siden af, griner Bjarne.
ÅH NEJ! Er det slut med ‘Badehotellet’?
LÆS OGSÅ: Nikita Klæstrup: Sådan klarer min søster sig i ‘Divaer i junglen’
Mine børn måtte vælge frit
I mere end 30 år har han nu levet af at spille skuespil, og han får ikke mere spørgsmålet om, hvad han tjener sine penge på.
- Man kan sige, at jeg brød ud af den sociale arv. Men jeg har på intet tidspunkt følt, at der har været et pres hjemmefra om, at jeg skulle blive håndværker. Det kan jeg virkelig takke mine forældre for, fortæller Bjarne.
Skuespilleren har selv to voksne børn, og han har gjort meget ud af, at de selv frit skulle vælge deres karriere.
- Jeg har selv været forkæmper for, at mine børn skulle gøre, hvad de havde lyst til. Der er ingen af dem, der har haft lyst til at blive skuespillere, så det skulle de selvfølgelig ikke. De går deres egne veje, slutter skuespilleren af.
Se næste afsnit af 'Badehotellet' mandag klokken 20.00 på TV 2.
LÆS OGSÅ: Linse flytter til Spanien: Dét betyder det for ‘Familien fra Bryggen’
LÆS OGSÅ: Det så du ikke i ‘Nybyggerne’: Dette er Charlotte og Fredriks personlige ting
LÆS OGSÅ: HER ER PRISEN: Dét koster det at bo hos Linse