‘Bachelor’-Casper: Hun sagde, hun var forelsket i mig

Selvom det fortsat er uvist, hvorvidt Casper ender 'Bachelor' med en kvinde eller ej, er der stadig masser af interesse fra seere.

Casper og Uyen. Casper og Michaela. Eller Casper og Stine.

Det er de tre scenarier, Casper Berthelsen står tilbage med, for i denne uge afsluttes 'Bachelor', og Casper skal endelig vælge, hvem af kvinderne, han vil tilbyde sin endelige rose.

Michaela er indtil videre sikret, for hun fik i dagens afsnit tilbudt den ene af Caspers to sidste dates - og her kunne seerne følge parret på en romantisk date i det blå, der ikke fik for lidt af hverken kys eller flirt. Om den sidste date går til Uyen eller Stine, må vi vente med at se til i morgen.

LÆS OGSÅ: Finaleuge i 'Bachelor': Hvem skal have den sidste rose?

Forelsket i en fremmed

Men selvom ingen ved, hvad der er sket, siden Casper forlod Rhodos, er der alligevel massiv interesse for ham herhjemme. Det fortæller han Realityportalen over telefonen, da vi spørger, hvordan seerreaktionerne har været.

- Jeg får mange henvendelser, også ude i offentligheden. Der er rigtig mange, der lige spørger, om ikke det er mig fra 'Bachelor', fortæller Casper, der havde en meget speciel oplevelse forleden dag:

- Jeg var i Fitness World forleden for at træne, og så kom den her pige over til mig og sagde, at hun var vild med programmet og syntes, jeg gjorde det rigtig godt osv. Men til slut siger hun så, 'Casper, jeg er nødt til at fortælle dig en ting: Jeg tror, jeg er forelsket i dig'.

- Hvad skal jeg lige sige til det? Jeg prøvede bare at være mig selv og sige tak og ønske hende en god dag og træning, men det var virkelig mærkeligt, fortæller Casper, der dog godt er klar over, at mange seere kan føle, at de allerede kender ham og hans præferencer, når det kommer til at date, selvom han er en fremmed.

LÆS OGSÅ: Kirkeklokkerne ringer: 'Gift ved første blik'-Michael og kæresten har sat en dato

Og beskeder får han også mange af:

- Jeg har fået hundredevis af beskeder. Generelt for alle de beskeder, jeg har fået, er 95% positive ting. Der er ikke sådan noget decideret negativt. Der er nogle der ikke mener, jeg træffer de rigtige valg, men generelt er det overvejende positivt, fortæller Casper og fortsætter:

- Der er mange, der skriver, at de gerne vil invitere mig ud, hvis jeg ikke finder den rette i programmet. Og det er da dejligt. Jeg havde måske forventet flere negative beskeder, men det er der faktisk ikke kommet. Der er kommet en håndfuld meget kritiske beskeder, men ellers ikke noget.

LÆS OGSÅ: Eftertragtet 'Paradise'-hunk giver status på kærligheden

Ikke klippet retvisende

På trods af de mange positive tilbagemeldinger og endda også kærlighedserklæringer, er Casper stadig ikke helt tilfreds med den måde, han bliver portrætteret gennem 'Bachelor'.

- Jeg synes ikke, man ser det fulde, sande billede af mig. Når jeg er på date, kan jeg godt lide at tale dybt og vende nogle meningsfulde emner og temaer, men den slags er ofte klippet fra. Så jeg synes ikke, man ser det fulde billede af, hvordan det var at være på date, forklarer Casper og fortsætter:

- Så jeg havde ikke forventet, at mine dates nogle gange kunne virke lidt indholdsløse. Men når produktionen vælger at skære det dybe og mere meningsfulde fra, så synes jeg, det er lidt en skam, fordi det kommer til at fremstå meget mere overfladisk.

LÆS OGSÅ: Lambang og Kasper fra 'Sommerdrømme' er tilbage i dit tv

Se 'Bachelor' tirsdag-torsdag på TV 2 Play.