Xander: Jeg har aldrig haft behov for at være i søgelyset

Det gik stærkt, da Xander for syv år siden etablerede sig som musiker. I dag har han fundet mere ro i rollen. 

Af Ritzau - 18. juli 2017 kl. 11:15
Han fik stor succes over natten med nummeret “Det burde ikk’ være sådan her”, da han gjorde sin entre på den danske musikscene. Og 29-årige Xander husker tilbage på gennembruddet som ligeligt fantastisk og hektisk.
Her syv år senere har Xander for længst manifesteret sit navn og figureret i toppen af hitlisterne, men han har også fundet mere ro i rollen som musiker.
– Jeg har aldrig haft et stort behov eller ønske om at være i søgelyset. Jeg lavede bare en masse musik, som jeg holdt tæt til kroppen i mange år, men da pladeselskaberne hørte det, ville de udgive det, og så eksploderede det.
– Det hele gik så stærkt i den periode, at jeg måske ikke var rigtigt til stede. Men det har ændret sig, siger Xander, der lyder det borgerlige navn Alexander Theo Linnet.
LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen skal giftes – se ringen her
Noget helt andet
Fra første række har han altid været vidne til musikbranchens ræs ved at betragte sin mor, sangerinden Anne Linnet, og hendes karriere, men man kan aldrig helt forberede sig på intensiteten, forklarer Xander.
– Det er noget andet at mærke det på egen krop. Det var en omvæltning at gå fra at have siddet ti år i underhylere på sit værelse og producere musik til pludseligt at stå med mange mennesker, som alle hiver dig i trøjen og vil noget, siger han.
Særligt alt det, der foregår bag kulisserne og væk fra scenen, kan til tider kræve meget opmærksomhed og fjerne fokus, og man er hele tiden ét skridt foran sig selv, forklarer Xander.
– Når man er ude at spille, ved man, at man har en koncert igen i morgen. Det kan hurtigt blive lidt robotagtigt, hvor man tager nogle solbriller på, synger nogle sange og går igen. Det kan gøre, at man ikke er så meget til stede i nuet, siger sangeren og uddyber:
– Det er nok heller ikke specielt fedt for publikum, for det smitter jo af. Jeg laver musik om, hvordan jeg har det, så hvis jeg ikke ved, hvordan jeg har det, hvordan skal andre mennesker så have en chance for at kunne relatere til sangene og mærke mig, når jeg står på scenen?
LÆS OGSÅ: Rasmus Seebach dedikerer nyt album til sønnike
Klar til ny turné
Nærvær er blevet et nøgleord for Xander. Derfor er han heller ikke er bleg for at træde på bremsen og give sig selv pauser til at nørde med musikken og trække vejret helt i bund. Det giver ham nemlig overskud.
– Jeg tror, det er vigtigt at tage pauser engang imellem. Så tager jeg for eksempel tre dage i sommerhus og kobler af. At passe på sig selv på den måde er egentlig meget sundt, forklarer han.
Efter nogle års pause fra tourbusser og turnélivet er Xander denne sommer igen tilbage på landevejen, og han kan mærke, at han i den grad har savnet livet på turné.
HØR DEN HER: Fie Laursens nye sang er ude
Større overskud
Men han har også bidt mærke i, at overskuddet i langt større grad følger ham på scenen i dag end tidligere.
– Jeg synes altid, at jeg har prøvet at være meget til stede, men jeg kan mærke, at det er meget federe at spille koncerter for mig nu, end det nogensinde har været, siger Xander og tilføjer:
– Jeg har mere ro i hovedet nu, og det er nok også noget af det, der er kommet med alderen. Det havde jeg måske ikke, da jeg var 20 år gammel og jernede rundt. Jeg passer mere på mig selv, og jeg er blevet bedre til at sige fra, så jeg er mere i ro og sync med mig selv, og jeg nyder det mere, når jeg står på scenen.
Xander er netop nu aktuel med singlen “Ka’ ikk’ holde mig væk”.
LÆS OGSÅ: Tidligere ‘X Factor’-dommer i livsfare: Vores fly mistede den ene motor
Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.