Vild med dans-stjerne med i nyt boyband

Johannes Nymark er gået sammen med Søren Bregendal og Martin Skriver om et nyt boyband, der vil tage socialt ansvar.

Af Newspaq - 13. oktober 2014 kl. 20:00

Skuespilleren Johannes Nymark får travlt i den kommende tid.
Ikke nok med at han er med i Vild med dans og netop er blevet far til en lille pige. Nej, nu har han også startet et nyt boyband.
Bandet hedder ‘Lighthouse X’, hvor X’et er romertallet 10 og derfor skal udtales “ten”.
Det voksne popband har Vild med dans-stjernen startet i samarbejde med skuespiller og tidligere C21-forsanger, Søren Bregendal, og musicalstjernen Martin Skriver, der blandt andet har været med i forestillingerne ‘Den lille havfrue’ og ‘High school musical’.
LÆS OGSÅ: Skandaleramt barnestjerne sagsøger kritikere
Vil gøre en forskel
De tre mænd vil dog ikke bare stå på række, vrikke med numsen og synge deres sange. De vil være et band, der tænker anderledes og gør en forskel i verden med deres musik.
– Musik kan åbne vores sind og hjerter og nogle rum i os, som vi ikke beskæftiger os med så ofte. De områder kunne vi godt tænke os at kaste lys på, og samtidig åbne nogle samtaler om hvad det vil sige at være menneske. Ikke kun når det går godt, men også når det ikke går så godt, siger Søren Bregendal i en video på bandets hjemmeside.
De gode intentioner med gruppen, har derfor også fået medlemmerne til at vælge hver deres organisation, de vil donere en del af overskuddet fra deres musik til. Navnene på organisationerne tæller Børn, unge og sorg, Børnehjertefonden og Julemærkefonden.
Gruppens første sang ‘Kærligheden kalder’ er ude 13. oktober.
LÆS OGSÅ: Kanye og Kims ægteskab vil holde
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.