Anna Lindberg og Martin Westi fra "Sommerdrømme" 2024, Aalbæk

‘Sommerdrømme’-vindere afslører: Vandt mere end et hus

Venneparret fik sig en ekstra gevinst under optagelserne.

Det blev vennerne Anna Bech Lindberg, 34, og Martin Westi, 38, der løb afsted med sejeren og et sommerhus i TV 2-programmet 'Sommerdrømme', men det var ikke den eneste gevinst, som parret tog med sig fra programmet.

Artiklen fortsætter under videoen.

De sidste par år har Anna nemlig haft travlt med at være mor og studere medicin i Odense, og derfor var otte uger med gør-det-selv-projekter en god investering i venskabet til Martin.

– De sidste par år har jeg haft ekstra travlt, da jeg har fået et lille barn, så det var også en af grundene til, at vi meldte os til ”Sommerdrømme”. Vi ville gerne have et frirum til at lege igen og bare være venner og hænge ud, fortæller Anna og Martin supplerer:

– Vores venskab bygger på eventyr og leg, og jeg savnede lidt at lege, og det fik vi virkelig gjort, selvom det selvfølgelig også var hårdt.

I dag er vennerne heller ikke i tvivl om, at de har fået et minde for livet, som de også kan dele med Annas familie.

– Annas mand, Carl, og hendes datter, Ellen, var oppe i nærheden af sommerhusene under optagelserne, hvilket gjorde, at jeg kom en del tættere på hendes familie. Vi var ligesom allesammen sammen om det, fortæller Martin, mens Anna nikker.

– Ideen om, at jeg skulle optage ”Sommerdrømme” i otte uger, skulle lige lande hos min mand, men da den gjorde det, var han virkelig støttende, og det var dejligt at have ham og Ellen tæt på og at se Martin sammen med dem, forklarer Anna.

LÆS OGSÅ: Knytter bånd med svigerfar: 'Sommerdrømme'-alex voksede op uden far

I fremtiden kan Anna også se frem til at blive varm om hjertet, for vennerne planlægger en masse sommerhushygge, som inkluderer Annas familie.

– Vi vil rigtigt gerne bruge sommerhuset sammen. Vi har bygget et sommerhus, som er personligt, og det ligger et sted, som virkelig betyder meget for os, fortæller Martin.

LÆS OGSÅ: Sofie og Lissas mange kjoler: Vi fik et budget

Sommerhuset, som vennerne har vundet, er beliggende i Ålbæk nær Skagen, og har en værdi af tre millioner kroner.