Rosa fra 'Den store bagedyst' (Foto: Anthon Unger)
Rosa fra 'Den store bagedyst' (Foto: Anthon Unger)

Slut med #TeamRosa i 'Den store bagedyst'

Det blev desværre til et farvel til seernes bage-darling, 60-årige Rosa fra Glyngøre, i aftenens semifinale-udgave af 'Den store bagedyst' på DR1.

Hun har været én af de absolut største profiler i denne omgang af 'Den store bagedyst', men semifinalen blev endestationen for 60-årige Rosa Kildahl fra Glyngøre, og det har hun det helt okay med.

- Dem, som er i finalen nu, er mine favoritter. Jeg synes alligevel, at der var et gab mellem dem og mig. De har nok været mere stabile, end jeg har, så jeg det egentligt fint med, at det var mig, der røg, fortæller Rosa.

LÆS OGSÅ: BAKING NEWS: ‘Den store bagedyst’ får ny sæson

Den altid smilende Rosa har bagt sig direkte ind i hjertet på danskerne i de seneste otte uger, men hun kunne alligevel godt mærke, at det blev sværere at finde på nye opskrifter til sidst.

- Jeg synes, at jeg var begyndt at køre lidt i ring med de opskrifter, jeg skulle finde på. Jeg kunne simpelthen ikke blive ved med at finde på noget. Og så skulle vi male på kager, og jeg tænkte: "Hvad er det lige, jeg skal gøre med det der?". Så jeg tror, det var meget passende, at jeg var med i otte ud af ni programmer, siger Rosa.

LÆS OGSÅ: Bagedyst-darlingen Rosa: Før bagte jeg aldrig

Hun er glad og stolt over, at hun alligevel klarede den helt til semifinalen, og oplevelsen vil hun bestemt ikke være foruden.

- Det har været en fantastisk oplevelse på alle måder, fortæller Rosa.

Finalen af 'Den store bagedyst' løber over skærmen næste onsdag klokken 20.00, hvor Kirsten, Andrea og Jesper skal i bagekamp om titlen som vinder.

LÆS OGSÅ: ‘Bagedyst’-Jesper afslører: Sådan er min drømme-kagekone

LÆS OGSÅ: Alt på et bræt: Se ‘Bagedyst’-Rosas vilde hobby