Sendt på værtshus som fireårig: Puk Elgård taler ud om barsk barndom
Nu taler tv-værten ud om den hårde barndom, hvor hun oplevede lidt af hvert.
Der skulle gå mere end 40 år, før Puk Elgård i 2015 under en rejse i USA endelig konfronterede fortiden. En barndom præget af sine alkoholiserede forældres kaotiske liv har givet hende angst og en evig frygt for at gentage deres fejl og blive misbruger.
Men under et ophold hos nogle indianere i New Mexico fik hun gennem deres ritualer og samtaler endelig indsigt i, hvorfor hendes barndom blev, som den blev, og hun fandt ud af, hvordan hun kunne tilgive sine forældre for de valg, de traf.
LÆS OGSÅ: ‘Nybyggerne’-par afslører sønnens navn
– Jeg er taknemmelig for det liv, jeg har, men fortiden slæber ofte efter mine ben og gør mine skridt unødigt tunge, fortæller hun i bogen 'Se mor, jeg danser', der netop er udkommet.
Det første angstanfald fik den nu 50-årige tv-vært som 15-årig. Og siden har den været en tro, men uvelkommen følgesvend.
– Da jeg begyndte at arbejde som vært, kom angsten igen i perioder. Min far blev begravet, dagen før jeg havde min debut på tv. Han døde efter mange års tæt druk og et kort og hidsigt sygdomsforløb, og jeg var selvfølgelig i tvivl om, om jeg kunne klare min nye opgave som vært midt i alt det. Men jeg vidste, at jeg måtte holde fast, fortæller Puk i bogen, hvor hun hudløst ærligt beskriver sine forældres nedtur.
LÆS OGSÅ: Geggo har taget stor beslutning: Jeg glæder mig!
Artiklen fortsætter under videoen, hvor skuespiller Robert Hansen taler ud om sin barndom.
LÆS OGSÅ: Walid åbner op efter Kias indlæggelser: Sådan klarer jeg det hele
Hentede far på værtshus
Den startede, da hendes storesøster, Pia, døde af en nyresygdom som otteårig. Puk blev det erstatningsbarn, lægerne anbefalede hendes forældre at få. Deres sorg hjalp de dem ikke med. Den blev i stedet dulmet med piller og et støt stigende forbrug af alkohol, hvilket fik store konsekvenser for Puk og hendes fem år ældre bror, Claus.
– Da jeg var fire år, brugte min mor mig som hemmeligt våben, når min far var taget på drukture. Så vækkede hun mig midt om natten, satte sløjfer i mit hår og rettede min pyjamas. Jeg kan huske, hvordan det føltes at sætte sig ind i den kolde bil og køre op og ned ad Søborg Hovedgade og kigge efter ham.
- Til sidst standsede hun foran værtshuset, og så sagde hun til mig, at jeg skulle gå ind og hente ham. Jeg gik ind i den tætte stemning af røg og larm og masede mig vej gennem en masse fulde mennesker. Når jeg fandt min far, stillede jeg mig foran ham og ventede, til han så mig, skriver hun.
LÆS OGSÅ: HER ER DATOEN: Ny ‘Familien fra Bryggen’-sæson får snart premiere
Holder sig fra alkohol
Forældrenes misbrug har sat et dybt aftryk i Puk, der derfor sjældent selv rører alkohol.
– Når jeg er til fest på jobbet, så bruger jeg det meste af aftenen på at gå rundt ude på gangen og se ud, som om jeg er på vej et sted hen. Eller også gemmer jeg mig på toilettet. Jeg kan simpelthen ikke lide at se mine kolleger fulde. Lugten af alkohol, de stemte s’er, og måden folk bevæger sig på, når de er berusede, får mig til at tage afstand. Det hele minder mig om min barndom, forklarer Puk i bogen.
Selv om hendes forældre drak tæt i lange perioder, og det ødelagde meget for hende, så tror hun ikke, de var klar over konsekvensen af det misbrug, der til sidst kostede dem livet.
– Jeg nægter at tro på, at forældre vågner op og tænker over, hvordan de bedst kan smadre deres børns liv. Sådan er det ikke. I deres desperate kamp for selv at overleve kommer de til at slå børnenes liv i stykker. Det er ulykkeligt.
LÆS OGSÅ: Barn nummer fire på vej? Nu svarer Kim Kardashian endelig på rygterne
Snaps i bamsen
Som femårig blev Puk brugt til at smugle snaps ind til sin far, der sad i fængsel på grund af forfalden gæld.
– Min mor sagde, at jeg fik en særlig opgave, og jeg følte mig vigtig. Jeg skulle smugle snaps med ind til far. Jeg havde en lille hvid bamse, der var syet som en puddelhund. Med næse, øjne og ører. Den havde en hemmelig lynlås i maven, og der kunne lige være en lille flaske snaps. Min mor instruerede mig. Jeg skulle smile til fængselsbetjenten, når vi skulle visiteres, inden vi fik adgang til fængslet. Den var jeg med på.
- Jeg var nok omkring fem, og jeg var iskold. Jeg holdt hunden frem og sagde: "Den hedder Bella." "Den er fin," sagde fængselsbetjentene og kiggede mest på min mor, som havde klædt sig rigtig pænt på. Vi strøg lige igennem, og min far fik sin snaps, bragt af den lille kampvogn.
'Se mor, jeg danser' er netop udkommet hos forlaget Lindhardt og Ringhof.
