Gunnvørs svære beslutning: Derfor er mine børn med i 'Forsidefruer' igen
Gunnvør Virgarsdóttir Dalsgaard meldte for nogle år tilbage klart ud, at hendes børn ikke skulle være en del af et reality-program. Men i den nye sæson er Sigga, Hanna og Hugo igen med ved hendes side - de bliver dog aldrig en fast del af programmet.
På samme måde som det er vigtigt for Gunnvør, at 'Forsidefruer' viser hendes liv, præcis som det ser ud i virkeligheden, er det vigtigt for hende at tage ansvar for sine tre børn. Men det har både været svært og fyldt med overvejelser at forene de to ting.
- Mit virkelige liv består jo utroligt meget af mine børn. Som alenemor til tre centrerer mange af mine vågne timer sig omkring dem, så hvis børnene bliver taget ud af ligningen, så skal der pludselig tænkes meget kreativt for at skabe noget indhold, som så skal forestille at være virkeligheden, men langt fra er det, forklarer Gunnvør til Realityportalen.
LÆS OGSÅ: ‘De unge mødre’-stjerne fik spoleret sit hemmelige bryllup
For nogle år tilbage valgte hun, at hendes børn slet ikke skulle være med i programmet, og nu har hun gennem flere sæsoner mærket, hvordan det har været. Hun er glad for beslutningen, da hun havde brug for at værne om Sigga, 10, Hanna, 6, og Hugo, 3, og have oplevelser og en hverdag med dem uden et kamerahold i ryggen.
Men I denne sæson er børnene med igen. Det er dog slet ikke i alle programmer, og det er vigtigt for Gunnvør at understrege, at de ikke er en fast del af programmet.
LÆS OGSÅ: ‘Familien fra Bryggen’-stjerne er blevet førtidspensionist
Man kunne godt holde Gunnvør op på, at hun for nogle sæsoner tilbage trak sine børn ud af programmet og proklamerede årsagerne til det, for nu at gøre det modsatte. Men det er der ingen grund til, for 'Forsidefruen' står gerne ved, at det ikke altid har været let at navigere i, hvorvidt børnene skulle med på skærmen eller ej.
- Nu har vi optaget nogle sæsoner uden børn, og det var tiltrængt. Men for at være med i et program, som omhandler mig, så er det altafgørende for mig, at jeg kan være mig selv. At optagelserne er så autentiske som muligt, og at jeg kan genkende mig selv i programmet, siger hun.
LÆS OGSÅ: Amalie taler ud: Sådan fandt jeg sammen med Mikkel igen
Hugo i børnehave
Gunnvør har i de seneste sæsoner oplevet, at de situationer hun blev placeret i i programmet, føltes en smule konstruerede. For situationer uden børnene er meget langt fra det liv, hun lever.
Derfor har 'Forsidefruer'-stjernen valgt, at børnene igen skal være med i nogle af programmerne, men det er på nogle bestemte præmisser. Og derfor kunne man torsdag aften, da der var sæsonpremiere, komme helt tæt på en følelsesladet dag.
- Jeg synes, det er en fin historie at dele med programmet, at Hugo havde sin første dag i børnehave. Jeg tror, alle forældre kan sætte sig ind i de blandede følelser, som sådan en dag er forbundet med. På den ene side er overgangen fra vuggestue til børnehave så naturligt, som noget kan være, på den anden side er en løsrivelsesproces i gang, og det er vemodigt. Skiftet fra vuggestue til børnehave er med i programmet, fordi det er en stor dag i både mit og Hugos liv - det er jo en epoke, der er slut, siger hun.
LÆS OGSÅ: 'Forsidefruer' ramt af corona
Fordi 'Forsidefruer' er et program, som byder på både skønhedsoperationer og tilspidsede konflikter, har det også været vigtigt for Gunnvør, at børnene kun kommer med i scener, hvor de er sammen med hende alene - og altså ikke sammen med de andre fruer. På den måde føler hun, at hun fortsætter med at tage ansvar som mor.
- Dermed er der ingen risiko for at historien løber løbsk. Jeg skal værne om mine børn, og jeg ville fortryde det, hvis jeg tog dem med i noget, som udviklede sig uheldigt, slår hun fast.
LÆS OGSÅ: Türker og Ninos skal ikke længere være direktør i egen 'Bronuts'-kæde
'Forsidefruer' vises igen torsdag den 8. oktober klokken 20.00 på TV3 og på Viaplay.