Prinsen fra Ålborg vinder ’Fristet’

12 uger med dilemmaer og fristelser er nu slut – og tilbage står Nicholai som den helt store vinder. Tillykke!

Det er en helt igennem glad og stolt vinder af ’Fristet’, som Realityportalen.dk har været i kontakt med. Og det er fuldt forståeligt, for som den eneste har Nicholai overlevet i fristelsernes villa fra dag et. Intet har kunnet friste den seje gut, der har haft fuldt styr på taktikken og spillet.

Nicholai kørte sejren sikkert hjem. (Foto: TV3)
Nicholai kørte sejren sikkert hjem. (Foto: TV3)

- Jeg har været meget bedre end Joachim (red. sidste års vinder). Og jeg har et meget større ego, griner han med henvisning til den seneste tids diskussioner mellem de to alfahanner.

Tog røven på de gamle

Med sine 22 år var Nicholai den yngste i drengegruppen, og selvom flere tvivlede på, om den lille ’køter’ kunne klare sig, da Søren røg hjem til Danmark, påvirkede det ham ikke. Med førerstokken i hånden var der ingen vej tilbage.

- Jeg var den yngste af drengene i villaen, men jeg endte med at tage røven på alle de gamle. Jeg har været med fra dag et – så det var bare en rigtig fed, fed følelse, fortæller han.

Og hvorfor fyren fra Ålborg står tilbage som den helt store vinder, er der ingen tvivl om, hvis hovedpersonen selv skal forklare det.

- Jeg havde et godt overblik over spillet. I starten var jeg tilbagelænet, og lod Søren stå forrest. Senere hen i spillet brugte jeg de andre som skjold, men da det virkelig begyndte at gælde, så var jeg ikke bange for at tage chancer og gamble, lyder det fra personen, der af Adam Duvå Hall blev hædret med titlen ’Kongen af Ålborg’.

LÆS OGSÅ: Pressechef: 'Fristet' har skabt kolossal opmærksomhed

Skulle aldrig have været med

Det kan virke som lidt af et eventyr, når man vinder 385.000 danske kroner uden selv at have meldt sig til konkurrencen. Men om ikke andet, så er det sandheden, når det handler om Nicholais deltagelse i 'Fristet'.

- Faktisk var Amalie og jeg de eneste, der ikke havde meldt os til programmet selv. Vi blev spurgt af Elisa Lykke, der er freelancecaster, om vi ikke ville være med. Men jeg blev altså spurgt først, griner han.

Men selvom han ikke selv havde tænkt på at melde sig til 'Fristet', så er han ovenud lykkelig for, at han greb chancen og tog imod tilbuddet.

- Det giver en tro på sig selv at være med, og man får et kæmpe selvtillidsboost. Og jeg vil helt sikkert opfordre andre til at melde sig. Der skal selvfølgelig være overvejelse bag, og derfor bør man snakke med sin familie om det, hvilket jeg også gjorde. Men det er en uforglemmelig oplevelse, og så får man venner for livet, slår vinderen af 'Fristet sæson2' fast overfor Realityportalen.dk.

Pengene er gemt væk

Med en lille halv million ville mange nok vælge at smide lidt penge ud på mere eller mindre brugbare ting, men det har den unge 'Fristet'-vinder absolut ikke tænkt sig. Pengene er nemlig gemt godt af vejen og fylder i stedet på en solid bankbog.

- Jeg skal ikke rigtig bruge pengene på noget. Jeg snakkede med min bankrådgiver, så de er kommet ind på en min bankkonto, og så har jeg dem, hvis der skulle komme dårlige tider, fortæller han.

Dermed skal pengene ikke klattes væk på hverken rejser, vilde byture eller lignende.

LÆS OGSÅ: Joachim om 'Fristet': Et program i verdensklasse

Christian spillede spillet

Nicholai lægger ikke skjul på, at Joanna og Bo har været hans store konkurrenter gennem hele spillet. Men da Christian, der de seneste uger har gjort sig ekstra bemærket, valgte at splitte de to deltagere, banede det vejen for nye alliancer. Og de nye alliancer bragte også Christian til finaleugen, hvilket beviste, at han var en yderst farlig og dygtig spiller, der bestemt var værdig til at vinde det debatskabende program.

- Hvis jeg ikke skulle vinde, så kunne det være Bo eller Joanna – de har begge været mine konkurrenter hele vejen. Af dem, der var tilbage i finaleugen, så kunne Christian have vundet. Han har taget store chancer, blandt andet da han skiftede hold. Derudover har han været nomineret flere gange, men har virkelig formået at spille spillet, lyder de rosende ord fra Nicholai.

Den endelige vinder valgte dog at slukke Christians drømme om en plads i den endelige finale, da han smed ham ud efter at have vundet den klassiske dyst om 'Robinson' planken.

Ville ikke være reklamesøjle

I løbet af de 12 uger i fristelsernes villa blev Nicholai sat overfor en række dilemmaer, ligesom han væltede sig i fristelser. Men intet kunne friste den hårde fyr, der udelukkende gik efter den store gevinst. Dog måtte han takke nej til at få lavet en tatovering med teksten ’FRISTET’, for der gik hans grænse.

- Min eneste grænse var med tatoveringen. Mine tatoveringer er personlige og med en historie bag hver – og så gad jeg ikke rende rundt som en reklamesøjle. Selvom jeg godt ved, at jeg er det, når jeg har været med i programmet, forklarer han.

Havde det været en piercing eller lignende ting, som man kunne fjerne, når man kom til Danmark, så havde han taget imod det. Men en tatovering er permanent, og det havde han ikke lyst til at bære resten af livet.

LÆS OGSÅ: 'Fristet'-vinderen skal være hjernedød

Fortryder Carolina

Vinderen af 'Fristet 2012' kan stå ved samtlige beslutninger, han har taget i forbindelse med de dilemmaer og fristelser, Adam Duvå Hall har lokket ham med. Men en ting fortryder han dog.

- Det eneste jeg fortryder, er det med Carolina. Men derudover fortryder jeg intet, slår den glade vinder fast.

Selvom det er en episode, han fortryder, så er han ikke skuffet over måden, som TV3 har valgt at fremstille ham på i programmet. Men det overrasker ham alligevel, hvor megen tid og arbejder, der bliver lagt i de forskellige scener og optagelserne til disse.

Redaktionen på Realityportalen.dk bøjer sig i støvet og ønsker Nicholai stort tillykke med sejren i 'Fristet sæson 2'.

DELTAG I AFSTEMNINGEN HERUNDER:

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.