Politi bekræfter: Sådan døde Robin Williams

Det var selvmord, formodentlig via hængning, der tog livet af den berømte komiker Robin Williams. Det bekræfter politiet i Marin County.

Det var overlagt selvmord, da den Oscarbelønnede skuespiller og populære amerikanske komiker Robin Williams tog livet af sig selv mandag.

Det bekræfter politikommissær Keith Boyd fra Marin County på et pressemøde ifølge BBC News.

En obduktion af liget foretaget tirsdag formiddag lokal tid viste, at den foreløbige dødsårsag er kvælning via hængning.

LÆS OGSÅ: CHOK i Hollywood: Robin Williams er død

Afventer yderligere undersøgelser

Politiet afventer dog fortsat resultaterne af en undersøgelse, der skal redegøre for, hvorvidt der har været nogen former for stoffer involveret, før de kommer med deres endelige afgørelse.

Det var skuespillerens personlige assistent, der fandt Robin Williams død i hans hjem i Californien kl 12.05 mandag lokal tid.

Efterfølgende er kondolencerne strømmet ind. Blandt andre den amerikanske præsident Barack Obama har udtrykt sin og familiens medfølelse til den afdøde skuespillers efterladte kone og tre børn.

Den populære komikers mange fans viser ligeledes deres sorg over det tragiske dødsfald.

For eksempel har mange valgt at lægge blomster foran det hus i San Francisco, hvor en af Robin Williams store filmsucceser 'Mrs. Doubtfire' blev optaget. Det skriver magasinet E.

Det er endnu ikke offentliggjort nogen planer for den forestående begravelse.

LÆS OGSÅ: Obama hylder afdøde Robin Williams

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.