Benjamin Lasnier Foto: Janus Nielsen

MTV lancerer spritny streamingtjeneste

Tv-kanalen er klar med MTV-play, hvor du kan se kanalens tv-programmer samt helt nyproduceret indhold fra danske kendisser.

Er du en af de folk, der er glade for MTV's programmer, men ikke altid får dem set, når de bliver sendt? Så er der en god nyhed til dig. Tv-kanalen har nemlig netop lanceret streamingtjenesten MTV Play.

Her får du mulighed for at se kanalens populære tv-programmer som 'Teen Mom', 'Geordie Shore', 'Catfish' og 'Ridicilousness' fra alle enheder, når du har tid. Men det er ikke alt, som den nye tjeneste kommer til at indeholde.

På MTV Play kan du nemlig også se nyproduceret indhold fra danske kendisser - blandt andet bloggeren Sandra Willer, modellen Sonja Davidsen samt popstjernen og internetfænomenet Benjamin Lasnier.

- MTV har en lang tradition for at finde de dygtigste unge talenter inden for underholdningsbranchen. Vi er super glade for at få muligheden for at løfte de her talenter frem og give deres mange fans en chance for at lære dem endnu bedre at kende, siger David Lincoln Blom, Marketing Director for MTV i Norden, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: CHOK: ‘Catfish’-stjerne fundet død

Glæder sig

Benjamin Lasnier, der netop nu er aktuel med EP’en 'Chill With You', har med mere end 1 million følgere på Instagram allerede et stort navn på de sociale medier. Og han glæder sig til at få en anden platform at vise sine ting frem på.

- Det er en vildt fed oplevelse at være en del af MTV. Jeg glæder mig til at vise, hvad jeg har foretaget mig den seneste tid i mine små videoklips. Jeg har brugt rigtigt meget tid på min musik, og jeg glæder mig inderligt til at vise folk resultatet, siger Benjamin Lasnier i pressemeddelelsen.

Det samme gør Sandra Willer, der på sin blog er mest vant til at gøre sig på skrift og billeder, mens Sonja Davidsen glæder sig til at dele ud af sit private liv.

- Jeg er rigtig glad for at være blevet ambassadør for MTV og glæder mig til at starte min videoblog på MTV Play. Jeg har i noget tid overvejet at gå mere ind i video-delen af blogging, så det her er den perfekte mulighed. Mine videoer kommer til at handle om mode, livsstil, skønhed og rejser, lyder det fra hende.

- Jeg glæder mig helt vildt meget til at starte min nye videoblog på MTV Play. Mine videoer kommer primært til at handle om mit arbejde som model og mit nystiftede tøjmærke OW Intimates. Selvfølgelig kommer jeg også til at dele nogle personlige klips fra min dagligdag, fortæller Sonja Davidsen.

LÆS OGSÅ: Trods rygter om stop: ‘Teen Mom 2’ fortsætter

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.