Lisbet Dahl hårdt ramt af stress: Græd hele tiden
I TV2's nye programserie 'Min skjulte smerte' åbner Lisbet Dahl op om sit liv med stress.
Danmarks ukronede revydronning, Lisbet Dahl, har fået tilværelsen vendt op og ned af stress et par gange, første gang for 15 år siden.
– Jeg var på turné med en forestilling, og i pausen sidder jeg bøjet fremover. Pludselig er det som om, at der kommer en stor krog og tager mig i nakkeskindet og flår mig op i luften med et ”uuuiiiihhh”. Det var rystende forfærdeligt, som om jeg blev hevet fire-fem meter op. Det næste, jeg husker, er, at jeg bliver lagt ind på en seng, hvor jeg ligger og græder. Så var de godt klar over, at den var gal. De fik fat i en læge inde i salen, og så kom der en ambulance. Jeg var indlagt i tre dage, fortæller Lisbet, 76, i TV 2-programserien 'Min skjulte smerte' og fortsætter:
LÆS OGSÅ: Daniel og Birgitte fra ‘Luksusfælden’: Sådan går det i dag
– I dagene efter kan jeg ikke huske noget, for der var ikke noget inde i hovedet på mig. Andet end at jeg græder. Da jeg havde det allerværst, sad jeg i en sofa med min dyne og græd.
I sommer måtte Lisbet springe fra Cirkusrevyen på Bakken, og det var anden gang, stressen kom snigende.
– Jeg græd ikke så meget, men jeg kunne genkende udmattelsen. Jeg blev syg i juni med blærebetændelse i en uendelighed, fik piller og det blev bare ved. Jeg blev undersøgt på et privathospital, og de sagde til mig: ”Din krop er i stress, og du læner dig op ad stress”. Derfor blev jeg sygemeldt. Jeg tog op i mit sommerhus i Hornbæk i to en halv måned og græd lidt i min sofa, siger hun i programmet.
LÆS OGSÅ: Mathilde Gøhler dømt i retten
Sygdommen havde en anden alvorlig konsekvens for Lisbet.
– Ingen turde ringe til mig. Alle ringede til mine børn eller mine nærmeste venner og spurgte: ”Hvordan har hun det?” Folk er bange, fordi de ikke ved, hvordan det er at have stress. Men det eneste, der hjælper, er jo, at andre folk tager kontakt til dig og spørger: ”Kan jeg gøre noget, kan jeg hjælpe, kan jeg snakke med dig? Du skal bare vide, at jeg tænker på dig”. Folk får berøringsangst. Ring dog til dem, tag telefonen og sig: ”Jeg tænker på dig!” Eller kør lige forbi med noget sushi eller en buket blomster. Og gå igen, hvis det er for meget. ”Jeg ville bare lige ae dig lidt på håret”, siger en rørt Lisbet.
LÆS OGSÅ: Gustav Salinas med i ny julekalender
'Min skjulte smerte' sendes onsdage på TV 2 og TV 2 Play.