Den skæggede dame vinder Eurovision
Østrig vinder Eurovision 2014 i Danmark. Det stod klart, allerede inden alle stemmerne var talt op på Refshaleøen i København.
Den østrigske transvestit Conchita Wurst var med sangen "Rise Like a Phoenix" på forhånd spået gode chancer, men hvilket land, der ville løbe med sejren, har der fra bookmakere og eksperter været stor uenighed om.
De seneste år har der ved Eurovision ellers på forhånd været en klar favorit hos bookmakerne. Da svenske Loreen vandt i 2012 og da Emmelie de Forest vandt for Danmark sidste år, havde pilen peget i den retning i flere uger.
Men i år har det været langt mere uforudsigeligt, hvordan konkurrencen ville ende og hvem, der ville slutte med trofæet i hånden. Både Sverige, Armenien, Holland og Østrig har været blandt buddene på, hvem der kunne vinde, mens Danmark har været spået en plads i top 10.
Basim, der repræsenterede Danmark, sluttede som nummer ni.
LÆS OGSÅ: Basim taler ud: Svært at møde piger i Danmark
180 millioner seere
Mere end 180 millioner mennesker forventes at have set showet, der havde værterne Nikolaj Koppel, Lise Rønne og skuespilleren Pilou Asbæk ved roret.
De guidede seerne igennem en aften, hvor der, ud over de 26 optrædende landes musikalske bidrag, også var gjort plads til en hyldest af hende, der har æren for, at Eurovision i år bliver afholdt i Danmark - nemlig Emmelie de Forest.
Sangerinden fik lov at synge en del af sin vindersang "Only Teardrops", og optrådte desuden med den officielle Eurovision-sang "Rainmaker", mens samtlige landes deltagere gik på scenen med deres nationalflag.
LÆS OGSÅ: Her er finale-landene til Eurovision
Buh-råb til Rusland
Det var dog ikke kun ren idyl. For Rusland, der i øjeblikket er i alvorlig modvind på grund af den ulmende konflikt med Ukraine over Krim-halvøen, fik alt andet end Europas kærlighed at føle under pointgivningen.
Hver gang Rusland fik point og da landet selv skulle uddele dem, var det akkompagneret af buh-råb fra salen.
Næste år er det 60. gang, der bliver afholdt Eurovision. Første gang, showet nogensinde blev afholdt, var i Schweiz.
LÆS OGSÅ: Eurovision-drama: Buh-råb overdøvede værterne
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.