Basim taler ud: Svært at møde piger i Danmark
Det der med at være kendt og så skulle finde drømmepigen er ikke helt nemt for Basim.
Sød, klog og kærlig. Tre ord, som de fleste fyre nok ville bruge til at beskrive deres drømmekvinde. Men for 21-årige Basim er der imidlertid et fjerde krav, der gør sig gældende: Hun skal helst ikke på forhånd vide, hvem han er.
Med den betingelse på listen vil den unge mand bag "Cliche Love Song", der i år er Danmarks bidrag til det internationale melodi grand prix, med stor sandsynlighed forblive single lang tid fremover, for det er de færreste, der ikke kender den charmerende krøltop.
- Det er en svær følelse, når man møder en smuk pige, og hun så siger "Gud, det er Basim, kan jeg ikke få et billede sammen med dig", fortæller Basim og fortsætter:
- Mit største problem - og nu kommer der nogle sandheder på bordet - er, at jeg gerne vil møde en pige, der ikke ved, hvem jeg er. Det kommer jo nok ikke til at ske her hjemme, vurderer han.
LÆS OGSÅ: Her er finale-landene til Eurovision
Har ikke fundet drømmepigen endnu
Det er ikke fordi, den 21-årige solist ikke møder kvinder, han føler sig tiltrukket af. Men drømmepigen har han ikke fundet endnu.
- Hvis jeg tænker med hjernen - og det er jo hjernen, ikke hjertet - så er der ikke nogen, jeg kan pege på, siger han.
Barndommen i Høje Gladsaxe med en mor, der er syg og en far, der forrige år tabte kampen mod leukæmi, har gjort, at Basim har været nødt til at blive voksen ret tidligt. I dag føler han sig mere moden end de fleste på hans alder.
LÆS OGSÅ: Basim før finale-brag: Jeg føler mig meget lille
Udfordre og give modstand
Den modenhed skinner igennem i sangernes krav til en fremtidig partner.
- Jeg vil gerne møde en kvinde, der kan udfordre mig lidt og give mig noget modstand. Det må gerne være en intelligent pige, der har noget mellem ørerne og har ben i næsen, siger han.
- Hun skal være stabil, have styr på sit liv og overskud. Være kærlig, empatisk og uselvisk. Hun skal hellere have de kvaliteter, end hun skal være model. Det tænder jeg i hvert fald mere på, understreger Basim.
Basim kan opleves live på den store Eurovision-scene i B&W Hallerne lørdag aften, hvor hans bidrag "Cliche Love Song" er sang nummer 23. Showet sendes live på DR1 fra kl. 21.00.
LÆS OGSÅ: Nu bliver det vildere: Skægget dame indtager Eurovision
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.