WHAT! Clairvoyant forudså Martin Brygmann-sag i 2021
Martin Brygmann var ikke nervøs, da han blev konfronteret med clairvoyantens forudsigelse.
Det kom formentlig som en overraskelse for mange, da Martin Brygmann i sidste uge lagde sag an mod DR og Impact TV i et forsøg på at få bremset dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen', hvor han er omdrejningspunktet i første afsnit.
Her anklager otte kvinder ham for grænseoverskridende adfærd, eksempelvis fortæller sanger Signe Svendsen om en episode, hvor han kravlede ind under dynen til hende, mens hun sov, og tog hende på brysterne.
LÆS OGSÅ: Flere kvinder anklager Brygmann for sexsisme: Her er beskyldningerne
En, der formentlig ikke blev så overrasket, da anklagerne så dagens lys, er clairvoyant Tanja Schlander. I 2021 medvirkede hun nemlig i 24syv-podcasten Tsunami, hvor værterne fik hende til at spå om, hvem der ville blive hovedperson i den næste MeToo-sag.
- Brygmann, lyder det prompte fra clairvoyanten.
Da Martin Brygmann 15. februar 2022 gæster selvsamme program, spiller værterne - godt 40 minutter inde i udsendelsen - klippet for ham, og hører til, om han mon tror, Tanja Schlander kan få ret i sin forudsigelse.
- Jeg tror det ikke. Jeg håber det ikke, lyder det fra ham, hvorefter værten spørger til, om han har en fornemmelse af, at der kunne komme noget frem.
- Nej. Men det, man oplever, kan jo være så forskelligt. Der er jo to sider af samme sag altid. I mit univers er der ikke noget, forklarer Martin Brygmann så.
LÆS OGSÅ: Martin Brygmann trækker stikket: Aflyser alt
Efterfølgende falder snakken mere overordnet på MeToo, heriblandt i den danske musik- og skuespil branche, som Brygmann som bekendt er en del af.
- Jeg er jo i alle mulige brancher, og der har helt klart været en tone i mange, mange år, som er utrolig chauvanistisk overfor kvinder, fortæller han og tilføjer:
- Det er ved at ændre sig - og det har jeg gjort mit for at hjælpe til med.
HER&NU/Realityportalen har været i kontakt med Tanja Schlander, der ikke ønsker at kommentere sagen.