– Det er nogle store sko at fylde ud efter min far, men heldigvis kan publikum godt lide det, jeg laver.

Michael Winckler synger Gustavs sange: Kærlig hilsen til far

Savner man lyden af Gustav Wincklers populære sange, så er der nu mulighed for et genhør med nogle af hans største hits på ”Dansk Slager Parade”, hvor hans søn, Michael Winckler, sender en kærlig hilsen til sin far.

Danmarks største crooner var Gustav Winckler. Hvis man savner lyden af hans populære sange, så er der nu mulighed for et genhør med nogle af hans største hits på ”Dansk Slager Parade”, hvor hans søn, Michael Winckler, sender en kærlig hilsen til sin far. 

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen jubler: Nu sker det

Artiklen fortsætter under videoen...

– Jeg skal bl.a. synge ”Gem et lille smil til det bli’r gråvejr” og ”Skibet skal sejle i nat” sammen med Anne-Mette Rix, og så selvfølgelig ”Lidt god musik”, som er Slager Paradens kendingsmelodi. Og så et par af mine egne sange som ”Sol, måne og stjerner”, den er jo min egen ”Hvide måge”, konstaterer Michael Winckler, 68, med smil i stemmen.

Hans far, folkekære Gustav Winckler, ville i oktober i år være fyldt 100 år.

LÆS OGSÅ: Caroline Fleming: Derfor bor hun ikke med kæresten

Desværre døde ”den danske Bing Crosby” alt for tidligt kun 53 år gammel i en glatføreulykke i 1979.

Men inden da havde den meget arbejdsomme musiker og producent nået at indspille mere end 1.400 grammofonplader.

– Som barn var min far en bandit fra Nordvest-kvarteret i København, hvor han voksede op. Han slog fra sig, både i skolegården og i gården på Glasvej, hvor han boede. Men en skoleinspektør opdagede hans fantastiske sangstemme, så han kom med i Københavns Drengekor og fik senere plads på Sankt Annæ Gymnasium. Så blev han helt fornuftig og mødte op hver søndag i sømandstøj til kirkekoncerterne. Det blev grundlaget for hele hans musikkarriere, fortæller Michael.

Et af højdepunkterne i Gustav Wincklers karriere var grandprix-sejren i 1957 med ”Skibet skal sejle i nat”. Et 11 sekunder langt kys kostede sejren til Eurovisionen.

– Det var der noget om. Jeg har fået en dokumentar fra Birthe Wilke fra finalen i Frankfurt i 1957, og der kan jeg godt se, at min far fand’me tager godt fat og kysser igennem. De skulle følge den røde lampe på et kamera, men den blev aldrig slukket, for teknikeren, som skulle klippe udsendelsen sammen, blev så forelsket i det billede af dem, der kyssede, så han glemte at skifte kamera, afslører Michael.

LÆS OGSÅ: Hemmelighedsfulde Josefine Høgh: Laver nyt program

Artiklen fortsætter under billederne...

Gustav Winckler og Birthe Wilke vandt det første danske Melodi Grand Prix i 1957 med ”Skibet skal sejle i nat”. Et 11 sekunder langt kys kostede dem sejren ved Eurovisionen, hvor de fik en 3. plads.
Gustav Winckler og Birthe Wilke. "Skibet Skal Sejle I Nat" - Melodi Grand Prix 1957.
– Min far var damernes mand. Han havde hele pakken med en flot udstråling, glimt i øjet og en fantastisk stemme.
Michael med far Gustav og fire år ældre storesøster Susanne i barndomshjemmet i Mosede ved Greve i starten af 1960’erne.

Den bedste tid

Med så mange sange på repertoiret og koncerter overalt rundt om i landet og i udlandet, så var det begrænset, hvor meget Michael og hans storesøster Susanne og halvlillesøster Teena, så til deres populære far.

– Han var en meget god far. Så meget, det nu kunne lade sig gøre, og vi havde nogle gode ture på ferie i Sverige. Jeg skulle jo dele ham med hele Danmark, men havde ham derhjemme i badekåbe og sutsko. Min mor havde den store ære for, at familien fungerede.

Michael begyndte selv at spille guitar som seksårig, og det gav ham et helt særlig bånd til faren.

– Efter gymnasiet kom jeg med min far på turné med hans orkester sammen med min farbror, Jørgen Winckler, som også spillede og sang. Vi kørte fra Gedser til Skagen i hans Mercedes, og vi havde nogle gode, dybe samtaler far og søn. Der lærte jeg ham virkeligt godt at kende, og det var den bedste tid, som desværre blev alt for kort.

LÆS OGSÅ: Jytte Abildstrøm med i "Det sidste ord"

Dansk Slager Parade har turnépremiere i Aabybro d. 17. januar og kommer rundt i hele landet.

Holdet på Dansk Slager Parade 2025 er fra venstre Klaus & Servants, konferencier Karin Strand-Holm, Susanne Breuning, Michael Winckler, Anne-Mette Rix og Jan Schou.

Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.