Gustavs åndehul: Ro og bølgeskvulp

Stressen, som kom til udtryk ved dårlig hukommelse og træthed, har været en øjenåbner for 33-årige Gustav, som har skruet ned for sit arbejde.

Ikke langt fra Københavns iver og larm ligger et sommerhus i nordsjællandske Vejby, som Gustav Salinas erhvervede tilbage i 2021.

Tanken var, at det sorte træhus skulle udlejes, men også være et åndehul, hvor iværksætteren kunne koble helt fra i sin travle hverdag. Alligevel kan det tælles på en hånd, hvor mange gange Gustav har brugt det. Men det gør han nu, for efter realitystjernen blev ramt af stress, er han blevet bedre til at nyde roen.

LÆS OGSÅ: Kysseri i krogene: Nu forklarer Sofie

– Jeg har ikke været så god til at slappe af, og nu har jeg sagt til mig selv, at jeg skal bruge huset mere. I går tændte jeg stearinlys, lå i poolen og gik i sauna, hvor jeg bare nød det, siger han til HER&NU, da vi møder ham til en kop kaffe i haven.

Stressen, som kom til udtryk ved dårlig hukommelse og træthed, har været en øjenåbner for 33-årige Gustav, som har skruet ned for sit arbejde. I sommerhuset prøver han også at lade helt være med tjekke arbejdsmailen.

– Jeg kunne godt tænke mig at komme dertil, at når jeg er her, så skal jeg bare slappe helt af og være i ro, siger Gustav, som også er begyndt at meditere, når han står op eller går i seng om aftenen.

- Jeg tænkte, at hvis der skal ske noget nyt, så skal jeg også gøre noget nyt. Jeg mærker mig selv og kobler helt fra, for i en travl hverdag mærker man ikke altid sig selv.

LÆS OGSÅ: Bitter strid afgjort: Her er dommen

Artiklen fortsætter under billederne...

Noget, som Gustav gør for at komme helt ned i gear, er at læse. – Jeg læser mest om samfund, selvudvikling og historie. Det er spændende at læse om, hvad vi er formet af.
– Jeg nyder bare at stå op her, gå rundt helt nøgen, få lidt sol og høre fuglene, der synger, og hvor der ikke er noget, jeg skal forholde mig til, siger Gustav.
Rundt om bordet er der plads til mange mennesker, for det er vigtigt for Gustav, at sommerhuset er et samlingspunkt for dem, han holder af. – Det var min drøm, da jeg købte det, siger han.
Gustav mediterer ti minutter hver dag, mens han lytter til en video på spansk, hvor der er fokus på vejrtrækningen.

Nyt mindset

Udover meditation er Gustav også begyndt at bokse fire gange om ugen, men stressen har også givet anledning til refleksion om forventninger til sig selv og arbejdet.

– Dengang jeg lavede tv, fik jeg tit at vide, at jeg bare var en døgnflue, så jeg ville gerne vise, at jeg faktisk godt kan, og det har stresset mig, fordi jeg hele tiden har følt, at jeg skulle levere. Jeg ville ønske, at jeg havde nydt tingene mere, for jeg har hele tiden tænkt, ”hvad er næste step”. I stedet for at nyde sommerhuset, har jeg tænkt, ”hvordan får jeg to sommerhuse?”, siger han og uddyber:

– I mange år har jeg gerne villet vise, at jeg ikke bare er en dum realitystjerne. Jeg tror, at man skal komme til et stadie, hvor man siger, ”jeg behøver ikke vise mere. Jeg har vist, at jeg godt kan”.

LÆS OGSÅ: Line Hoffmeyer har tabt 15 kilo

Iværksætteren kan gå til vandet fra sit sommerhus, og han nyder at slappe af til lyden af bølgerne, der slår mod stenene.