Emil Midé Erichsen og familien udfordret: Værre denne gang
Familien er kommet i blæsevejr på deres sejltur med Havana.
- Det mærkes som efterår, men føles som eventyr.
Sådan indleder Emil Midé Erichsen et opslag på sin Instagram, hvor han giver status på det eventyr, han og familien sejlede ud på for tre uger siden.
LÆS OGSÅ: Nicolaj Kopernikus overrasker: Scorer nyt job
Da vidste familien ikke præcist, hvor de skulle hen, men nu er Havana altså nået til Cherbourg i Nordfrankrig. Det er første gang, at Hugo på fire og Rumle på et år er med ombord, men børnene tager tydeligvis efter deres sejlglade far.
- Det er fantastisk at være afsted! Både drengene, Louise og jeg er ved at finde ind i rutinerne ombord. Rumle vælter knap så meget, når det gynger, Hugo har fundet sig til rette i deres fælles kahyt, og Louise og jeg begynder så småt at komme ned i gear og lægge de seneste måneders travlhed og to do-lister bag os. Nu skal vi ikke nå noget, og det minder vi hinanden om dagligt, skriver Emil i opslaget.
Kæmper med vejret
Dog er sejlturen ikke ren idyl. Familien har mødt nogle udfordringer, som Emil og Havana ikke har oplevet tidligere.
- Vi har kæmpet lidt med vejret, siden vi tog hjemmefra. Først var det regnvåde, Hollandske kanaler og på det sidste meget og kraftig vind fra vest i Den Engelske Kanal. Det er normalen på de her kanter, men jeg synes nu alligevel, at vejret i kanalen har været værre denne gang sammenlignet med de andre gange, jeg har sejlet igennem, skriver han.
LÆS OGSÅ: Ærlige Annemette Voss: Jeg følte mig udenfor
Da Emil og broren Theis drog afsted på jordomsejling med Havana for ti år siden, var der ikke børn og kone at tænke på. Men de små matroser ombord denne gang gør, at den erfarne Emil må tage tingene mere med ro.
- Vi er stadigvæk ved at lære, hvor vores grænser går, når nu vi sejler med to små børn. En grænse, som vi langsomt udfordrer og flytter, men som vi er meget opmærksomme på ikke at skubbe for hurtigt. Både for vores egen og drengenes skyld, skriver Emil, der tidligere har fortalt, at han ikke ved, hvor længe de skal være afsted.