Dansk skuespiller scorer stor værtstjans

Ellen Hillingsø skal være vært for awardshowet for andet år i træk.

Litteratur. Film. Tv. Musik. Håndværk. Skønhed. Sociale medier. Journalistik.

Der er efterhånden ingen områder, der bliver overset, når det kommer til at hylde ekstraordinære præstationer med fornemme prisuddelinger.

LÆS OGSÅ: Hun er Peter Sommers store kærlighed

Og lydbøger er ingen undtagelse. Den 14. marts løber det årlige Mofibo Awards endnu engang af stablen, og for andet år i træk bliver det med Ellen Hillingsø til at styre hyldestens gang.

Det skriver Mofibo i en pressemeddelelse, og skuespillerinden glæder sig naturligvis til arrangementet i Vega i København.

- Jeg glæder mig rigtig meget til igen at samle lydbogsfamilien som vært for Mofibo Awards 2024. Vi havde en fest sidste år, og den glæder jeg mig til at fortsætte. Lydbøger er en måde, hvor litteraturen kommer endnu bredere ud, og jeg lytter selv til rigtig mange lydbøger og synes det er vigtigt, at vi hylder håndværket bag. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til igen at skulle byde velkommen til Mofibo Awards, siger hun om sin kommende værtsrolle i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Efter sygemelding: Natascha Linea vender tilbage til skolebænken i Danmark

Ellen Hillingsø har selv en særlig forbindelse til lydbogsmediet, for hun har nemlig selv været indlæser på en del titler igennem årene.

Hun kan endda risikere at skulle skifte kasket undervejs i showet, for hun er selv nomineret til at vinde prisen i Roman-kategorien for sin indlæsning af Maren Uthaugs ‘11 %’. Mofibo slår dog fast, at hun er uden indflydelse på, hvem vinderne bliver, da det afgøres af en jury.

LÆS OGSÅ: Nu skal han i gang: Fetterlein scorer nyt job

Til awardshowet er det altså både forfattere af bøgerne samt indlæsere hos Mofibo, der kan vinde, og prismodtagerne bliver belønnet med en statuette samt 10.000 kr.

LÆS OGSÅ: Basim afslører stor nyhed: Det er på tide