Homopar er vejen til Lines regnbuebarn

Line Meyer Rasmussen fra 'De unge mødre' er fast besluttet på at få et regnbuebarn, og nu kan det være, at det endelig lykkes. Line skal nemlig på date med et homopar, som muligvis kan opfylde hendes drøm.

Line fra Middelfart og hendes lesbiske veninde har fundet et potentielt homopar, som muligvis kan opfylde Lines store drøm om at få et regnbuebarn.

- Jeg skal have en date med et homopar sammen med min lesbiske veninde, så må vi se, om kemien er der, og om vi skal ses igen, forklarer Line til Realityportalen.dk

Line er meget afklaret med situationen, og det lader til, at der er tænkt over alle detaljer.

- Min veninde og jeg har et ønske om familie, og det er også selvom vi ikke er kærester eller har et seksuelt forhold til hinanden. Det er ikke blevet fastlagt, om vi skal flytte sammen endnu, eller om jeg skal finde en lejlighed ved siden af hende, siger Line, der i forvejen har to børn.

LÆS OGSÅ: Det er ikke en sygdom at være ung mor

Håber på kemi

Line er meget spændt på at møde homoparret, som måske kan gøre planen til en realitet. Men det kræver, at alle parter kan sammen.

-  Vi vil gerne være en lille familie, så vi håber og tror på, at kemien er der i næste uge. Vi skal selvfølgelig lige lære hinanden at kende først. Det er vigtigt, at vi får skabt et venskab til hinanden, så vi kan blive en rigtig lille familie. For jeg sætter ikke et barn i verden med hvem som helst, siger Line, som også slår fast, at de ikke bare er interesseret i at finde en sæddonor.

- Vi vil have en rigtig lille familie på vores egen måde, fastslår den unge mor, som forklarer, at barnet får to mødre og to fædre.

Line er dog ikke bange for, at en potentiel kæreste kan blive skræmt af den lidt anderledes familie-konstellation.

- Finder jeg kvinden eller manden i mit liv, så må han/hun acceptere det, og så er vedkommende selvfølgelig velkommen i vores lille familie, siger hun.

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.