EXIT! 'Hjem til Gården'-Ulrik var afhængig af spil
Den 22-årige deltager tabte tvekampen mod Henrik og måtte derfor forlade TV 2-programmet. Som teenager led han af ludomani, men er kommet ud af det igen.
I jagten på førstepræmien – en halv million kroner – tabte Ulrik Petersen, 22, tvekampen mod Henrik Søndergaard, 49, i aftenens afsnit af 'Hjem til Gården' på TV 2. Her blev duellanternes fysiske styrker sat på en prøve ved løft af træstammer. Beboerne heppede mest på den unge mand, og den tidligere spilafhængige fra Holbæk kan nu fortælle, at han godt anede, hvorfor netop han blev valgt af udfordreren.
- For det første ville Henrik ikke risikere at tabe til en pige, og han valgte mig, fordi han mente, jeg var den svageste af fyrene på gården, mener Ulrik Petersen, der trods sin korte medvirken på gården har haft stort udbytte af sin deltagelse.
LÆS OGSÅ: har du også bemærkes 'Hjem til gården'-Maries anderledes tatoveringer? Derfor har hun dem
- Det var en fed oplevelse, og jeg var ked af at skulle forlade gården. Jeg havde ikke regnet med at blive så tæt med de øvrige beboere. Det var lidt af en nedtur at komme tilbage til den normale hverdag, fortæller Ulrik videre til Realityportalen.
- På gården herskede primitive forhold, hvor man skulle yde for at kunne nyde. Og det havde jeg godt af at prøve, siger Ulrik, der gerne vil afsløre detaljer om, hvor galt det stod til med den spilafhængighed, han løftede sløret for i programmet. Som 13-årig begyndte han med sportskampe på Oddset og lidenskaben for spil eskalerede i årene som teenager.
LÆS OGSÅ: ‘Hjem til gården’-Dan kørt væk i ambulance: Troede jeg skulle dø
- Beløbene jeg spillede for blev større og større. Det gjaldt om at skaffe penge hele tiden ved hjælp af lån hos kammerater og SU-lån. Alt andet blev skubbet til side, og jeg endte med at måtte gå ud af to gymnasier. Havde jeg tabt penge i nattens løb, var jeg nemlig i dårligt humør og havde ikke lyst til at gå i skole. Jeg mistede koncentrationen, siger Ulrik, der i 2017 kontaktede Ludomanilinjen for at komme i behandling.
- Det tog et år at komme ud af det, og så fik jeg et tilbagefald, men jeg kom ud af det igen, og siden har jeg holdt mig fra spil. Jeg skulle ud og skaffe penge og gamble for at blive glad.
LÆS OGSÅ: Amalie flyver til Spanien: Chokeret over lufthavnsforhold
Men Ulrik lykkedes med at komme helskindet ud af afhængigheden.
- Mit liv er nu blevet meget bedre. Heldigvis havde jeg familie og venner til at støtte mig hele vejen, siger Ulrik, der efter tredje forsøg sidste år lykkedes med at få studenterhuen på hovedet.
Ulriks forældre endte med at lægge ud for den gæld, han havde stiftet, så det er dem, han i dag skylder penge.
- Det var også vigtigt for mig at bevise over for mine forældre, at jeg godt kan fungere i en social sammenhæng og finde ud af at arbejde for føden, som vi gjorde på gården. En anden grund til min deltagelse er at få sat fokus på unge og spil. Hvis jeg kan række hånden frem og hjælpe bare én, så vil jeg være glad. For det ødelægger liv og familier, siger Ulrik, der efter sommer flytter til Viborg for at studere til pædagog med henblik på at hjælpe unge, der har haft det svært i livet.
LÆS OGSÅ: ‘Hjem til gården’-Marie bor i en skurvogn: Ægte christianit