Anders Lund Madsen i lære som vismand: Jeg er slet ikke vis endnu - Her & Nu

Anders Lund Madsen i lære som vismand: Jeg er slet ikke vis endnu

Anders Lund Madsen glæder sig over rollen som vismand i ‘Fangerne på fortet’.

Af Jonas Sand - 13. september 2020 kl. 18:55

Efter en lang pause er ‘Fangerne på fortet’ tilbage på dansk tv. Det populære program blev første gang vist på dansk tv i 1993, men i 2009 inviterede TV3 igen seerne ind på Fort Boyard, hvor en lang række kendte danskere blev sendt igennem en række udfordringer for at samle penge ind til et godt formål. Dengang kørte programmet i to sæsoner, men nu har en ny omgang kendisser altså taget udfordringen op.

Vismanden i tårnet har tidligere været Ove Sprogøe og Ole Ernst, men når deltagerne i den nye udgave svarer på kryptiske gåder, kommer de fra Anders Lund Madsen. Og det er med stor ærefrygt, at han har taget plads i tårnet.

LÆS OGSÅ: Umut får høvl på de sociale medier: Spoiler ‘Fangerne på fortet’ afsnit

– Det er jo en fantastisk ære. Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle ske. Så der var intet at tvivle om fra min side. Og hvorfor så det? For det første det at være en vismand. Og for det andet det at være en vismand, der kommer efter Ole Ernst, som kom efter Ove Sprogøe. Det er jeg jo ikke værdig til. Det er jeg nødt til at sige.

– Det er jo ikke bare kæmpe sko, jeg skal udfylde. Det er gigantiske. Jeg er jo i det samme tårn, hvor jeg ved, at Ole Ernst har siddet – og Ove Sprogøe før ham. Og jeg tror ikke, der har været ryddet op siden, griner Anders Lund Madsen, der var med som deltager, da den første omgang løb over skærmen i 90’erne.

LÆS OGSÅ: Store ændringer i ny sæson ‘Vild med dans’

“Jeg er ikke vis”

Anders Lund Madsen er glad for rollen som vismand. Selv om han endnu ikke helt vil sætte titlen på sig selv.

– Nu kan man endelig gåderne. Der er intet værre end ikke at kunne en gåde, for lige så snart man så hører svaret, så er det jo enkelt. Så når man kan dem, så har man fornemmelsen af, at man virkelig er en vis mand – hvilket jeg jo ikke er.

– Jeg ser mig som lærling lige nu. Men hvis der kommer flere sæsoner, og jeg igen bliver spurgt, så måske til sæson 13, 14, 15 stykker, så bliver man vel lidt vis.

LÆS OGSÅ: SE DATOEN: ‘Forsidefruer’ er tilbage

Det bedste job nogensinde

Han nyder især, at han ikke bliver kastet ud i diverse udfordringer i ‘Fangerne på fortet’, som i det store hele er det samme program, som man kender, hvis man har set de seneste versioner.

– Det er selvfølgelig blevet trimmet lidt, og det går lidt hurtigere, men grundlæggende er det jo samme program. Man sejler ud på det fort, hvor man kaster sig ud i en masse åndssvage udfordringer, siger han og fortsætter:

– Og jeg er så glad for, at jeg ikke skal igennem dem, og jeg har ondt af Joachim og Camilla (værterne, red.), som skal løbe rundt i træningstøj hele tiden. Jeg skal jo bare sidde oppe i tårnet. Det er det bedste job, jeg nogensinde har haft. Jeg kan ikke sige noget dårligt om det.

LÆS OGSÅ: HOT NEWS! Her er de nye ‘X Factor’-dommere

“Ingen har slået mig”

Da Realityportalen mødte Anders Lund Madsen, var det halvvejs i optagelserne til sæsonen. Og her fortalte han, at alle deltagerne indtil videre havde overrasket ham.

– De tager det jo pænt, selv om de er oppe at køre, og det ikke er alle, der kan klare sådan en gåde. Men der er ingen, der har råbt af mig, og det er jeg meget glad for. Nu har jeg ikke før skullet dumpe folk før, og det er jo det, jeg skal her. Men alle har overrasket mig positivt, for ingen har slået mig – endnu i hvert fald, sagde Anders Lund Madsen.

LÆS OGSÅ: ‘Familien fra Bryggen’-Alba udsat for identitetstyveri

Han kan ikke selv huske det spørgsmål, han fik stillet, da han selv var deltager i ‘Fangerne på fortet’, men han kan huske, at han svarede rigtigt.

– Ellers havde jeg nok ikke siddet her. Der tænker jeg, at de lige har været tilbage for at tjekke, sagde han med et grin.

Hvordan han klarer det som vismand, kan du se hver mandag på TV3 og Viaplay i ‘Fangerne på fortet’.

LÆS OGSÅ: CHOK: Kia og Walid går hver til sit