Kamilla tog et par billeder, kort før hun igen blev udskrevet. (Foto: Privat)

Ung mor taler ud efter indlæggelse og depression

Frygten for ikke at gøre det godt nok som mor, pressede Kamilla Skov så langt ud, at hun til sidst ikke kunne mere.

Kamilla Skov fik sig et chok i går. Den seneste uge havde 'De unge mødre'-deltageren døjet med smerter i brystet, men mandag var smerterne så slemme, at hun kontaktede en veninde. Hun handlede hurtigt og fik fat i en ambulance.

- Jeg følte hele tiden, at der var en, der sad på min brystkasse, og jeg kunne ikke få vejret. Mit hjerte bankede vildt hurtigt, og mine hænder og fødder gik i krampe hele tiden, da jeg hyper-ventilerede, fortæller den unge mor til Realityportalen.dk.

På hospitalet fik Kamilla taget flere forskellige prøver, og grunden viste sig ikke at være så alvorlig, som man først kunne have frygtet.

- Lægerne sagde, at jeg lider af voldsom stress, og at jeg skulle til at passe meget på, da det kan udvikle sig til noget værre.

LÆS OGSÅ: Ung mor vågnede ved et brag: Ild i lejligheden

Tag dig sammen

Kamilla har tit meget fart på, og selv om smerterne plagede hende i hele sidste uge, så følte hun sig ikke nødsaget til at gå til lægen.

- Jeg tænkte egentligt bare, at jeg skulle tage mig sammen. Jeg troede, at der var noget, der havde sat sig i klemme - derfor kontaktede jeg ikke en læge i løbet af ugen. Jeg troede, det ville gå over af sig selv, fortæller Kamilla, der skulle have hjælp af en veninde til at se alvoren.

- Jeg var slet ikke i stand til at tænke i situationen. Jeg lå på gulvet og kastede op, så min veninde var nødt til at ringe efter ambulancen. Heldigvis var min datter ved sin far, så hun slap for at se det.

LÆS OGSÅ: Kærligheden brast for ung mor

Vil gøre alle glade

Kamilla har for kort tid siden afsluttet et forhold, og derfor har hun skullet klare både flytning og skolearbejde, mens hun også skulle være en god mor for datteren Sophia. Og alt det har været svært for den unge mor, der i sidste uge også fik sig en forskrækkelse, da der udbrød brand i hendes lejlighed.

- Derudover har jeg også haft en depression, som jeg gik med selv i et stykke tid. Jeg prøvede bare at forblive stærk for Sophias skyld. Men det hele blev bare for meget til sidst, fortæller Kamilla ærligt, og nu har hun indset, at noget må ændre sig.

- Det er bare svært, for jeg er så bange for, at jeg ikke gør det godt nok i forhold til Sophia. Jeg vil så gerne have, at alle andre har det godt frem for mig selv. Men jeg må nok erkende, at jeg er nødt til at ændre det. Jeg må også tænke lidt på mig selv.

LÆS OGSÅ: Peter og Katherinas baby-chok: Ingen hjerterytme

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.