Chokerende drejning: Sådan går det Benjamin og Kaya i dag
En voldsom ulykke fik stor indflydelse på Kaya og Benjamins forhold efter optagelserne.
Når Benjamin Lassen ikke havde travlt med optagelserne til 'Kærlighed hvor kragerne vender' i efteråret, arbejdede han blandt andet som brandmand. Den slags kan dog være farligt, og kort efter optagelserne kom i kassen, tog livet en uventet drejning for den 32-årige far fra Fyn.
Under en indsat hos en lokal virksomhed faldt han nemlig ned i en fem meter dyb affaldsgrav, og pludselig var det et spørgsmål om liv og død.
- Pladsen og graven var fyldt med skum, og et forkert skridt gjorde, at jeg faldt ned, brækkede min skulder og lå fastklemt i over 20 minutter. I faldet slog jeg hul på min røgdykkermaske, og i det sidste minut, jeg lå dernede, holdt jeg bare vejret. Jeg blev reddet op kort før mit sidste åndedrag, forklarer Benjamin til HER&NU.
LÆS OGSÅ: 'Kærlighed hvor kragerne vender'-Tobias var ensom: Brød sammen efter syv år
Et vendepunkt
Ulykken skete blot fem dage efter, at Benjamin havde kysset Kaya på gensyn under optagelserne til 'kærlighed hvor kragerne vender', og desværre endte ulykken med at sætte en stopper for den ellers spirende forelskelse.
- Kaya og jeg besluttede os for at stoppe det efter ulykken. Der skal to til tango, og på grund af min situation var jeg et sted, hvor jeg havde lyst til at grave mig ned og stoppe med at eksistere, forklarer Benjamin og fortsætter:
- Vores nye relation havde brug for overskud og fokus, og den smule overskud, som jeg havde, gik til mine børn. Derudover fokuserede jeg på at komme ovenpå igen. Derfor ville det heller ikke have været fair overfor Kaya at fortsætte relationen. Kaya blev også ked af det, når hun kunne mærke, at jeg ikke havde energi til at pleje vores relation.
Fortryder ikke
Selvom Benjamin holdt meget af Kaya, fortryder han ikke beslutningen om at stoppe forholdet.
- Det var den eneste rigtige beslutning på det tidspunkt. Jeg kan ikke fortryde noget, som ikke kunne have været anderledes, fortæller han, og det er Kaya enig i:
- Benjamin havde svært ved at være der for sine børn, så selvfølgelig kunne han ikke også være der for en kæreste. Vi aftalte egentligt at tales ved, men vi fandt ligesom aldrig rigtigt hinanden igen.
I dag er Benjamin stadig heller ikke klar til at date.
- Jeg søger slet ikke kærligheden på nuværende tidspunkt. Jeg har fokus på at få skabt en hverdag igen. Jeg er stadig ikke klar over, om jeg kan vende tilbage til beredskabet som brandmand. Jeg er stadig sygemeldt - og Jeg er faktisk startet på adgangskurset til ingeniøruddannelsen, hvis jeg ikke ender med at komme mig fysisk, forklarer Benjamin.
LÆS OGSÅ: 'Kærlighed hvor kragerne vender'-Rasmus har sjælden sygdom: Kun 70 i Danmark
Kaya er til gengæld åben for kærligheden, hvis den rigtige skulle dukke op.
- Jeg havde brug for at se programmet og lige få det overstået. Det har været en vild omgang. Jeg håber da, at jeg finder en, hvor det kunne slå lidt gnister.