Robbie Williams skal være far

Superstjernen skal igen snart til at skifte bleer og holdes vågen om natten.

Der går nogle år, inden den 40-årige superstjerne Robbie Williams slipper for en tilværelse præget af beskidte bleer og ødelagt nattesøvn.

Sangerens kone, Ayda Field, er nemlig gravid for anden gang.

- Ayda og jeg er lykkelige over at kunne meddele, at Theodora Rose Williams (parrets første datter, red.) skal være storesøster. Det skriver den tidligere Take That-sanger på Twitter.

LÆS OGSÅ: Boyband efter knivoverfald: Vi var heldige

Kunne være død

Og det er en nyhed, som for blot få år siden ville have chokeret mange. Williams kæmpede nemlig i en årrække med et alvorligt stofmisbrug. Et stofmisbrug, som ifølge den engelske kunstner kunne have endt katastrofalt.

- Det kunne sagtens have endt i et Heath Ledger-scenarium. Desværre var jeg et sted, hvor jeg var ligeglad, om jeg var i live eller ej. Det er jeg ikke længere, siger han til Daily Mail med henvisning til skuespilleren, der døde af en overdosis i 2008.

Noget kunne tyde på, at datteren har været med til at gøre livet værd at leve igen for Robbie Williams. I hvert fald har han tidligere udtalt, at hans datter er fantastisk, og at han ville få flere børn med Ayda Field.

Og som sagt så gjort. Parret venter altså nu barn nummer to. Det er endnu uklart, hvornår det nyeste medlem af Williams-familien kommer til verden.

LÆS OGSÅ: Rock-sangerinde beskyldes for racisme

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.