Landstræner Nikolaj Jacobsen: Må undvære familien
Succesen har en pris. Landstræneren Nikolaj Jacobsen går glip af vigtige familieøjeblikke.
Det har en omkostning at være højt profileret succestræner for det danske håndboldlandshold. I lange perioder må Nikolaj Jacobsen undvære familien på grund af sammenhængende uger med forberedelser og efterfølgende slutrunder.
LÆS OGSÅ: Kendispar skal være forældre: Afslører kønnet
– Jeg har ofte misset min datter Frejas fødselsdag i august, hvor jeg som regel er væk hjemmefra og i gang med opstarten af håndboldsæsonen. Det er også gået ud over Linus (hans søn, red.) nogle gange, og at invitere familien med, når vi endnu ikke ved, hvilke restriktioner vi bliver udsat for, er heller ikke nogen god idé, mener Nikolaj Jacobsen, der fra i morgen er klar til Danmarks første kamp ved EM i Ungarn/Slovakiet.
Er et fint sted
Til daglig bor landstræneren på Tåsinge med sin familie bestående af hustruen Linette, som han har været gift med i 23 år, og deres børn Freja, 23, Sille, 20 og 13-årige Linus. I november sidste år rundede han i øvrigt 50 år.
LÆS OGSÅ: Remee afslører: Det er slut
– Jeg var sammen med familien og blev fejret. Der kom nogle kammerater på besøg, og så var den dag overstået. Men det passede mig fint. Det er jo svært at holde noget stort i denne tid, erkender håndboldtræneren over for HER&NU.
Selvom det bobler og syder i de store haller, når håndboldherrerne skaber intenst og højspændt drama, og hele Danmark sitrer derhjemme foran tv, så har Nikolaj Jacobsen en evne til at tage den med ro.
– Nej, jeg får ikke stress. Vi er et fint sted med god selvtillid og en tro på egne evner. Samtidig er vi klar over, at vi ikke altid kommer i finalen, men vi vil naturligvis gøre vores bedste, også denne gang, siger landstræneren til HER&NU.
LÆS OGSÅ: Janni Ree efter operation: Frygter, det er kræft
Med endnu et flot VM-guld fra Egypten i januar sidste år samt sølv fra sommerens OL i Tokyo, hviler der et forventningspres på holdet.
– Jeg frygter ingen af modstanderne, men har samtidig respekt for dem alle. Lige nu koncentrerer jeg mig om Balkan-holdene, da det er dem, vi først skal møde, understreger Nikolaj Jacobsen.