'Luksusfælden'-par: Sådan går det i dag
Det hele så sort ud for Ronnie og Ditte, men det sluttede positivt. Få svaret på, hvordan det går dem i dag.
I aftenens afsnit af 'Luksusfælden' var eksperterne på besøg hos Ditte og Ronnie i den lille jyske by Udbyneder i Jylland. Parret havde en kæmpe gæld på samlet 1,7 millioner kroner og samtidig et overforbrug, der især skyldtes Ronnies afhængighed af poker.
Med hjælp fra Jan Swyrtz og Kenneth Hansen - programmets nye ekspert - fik parret dog øjnene op for problemerne, og det hele sluttede positivt. Og sådan går det også i dag.
- Det går fint. Der er ingen ubetalte regninger, og vi har fået betalt tre af vores kreditorer ud. Senere på måneden skal vi betale termin på huset for anden gang, siden eksperterne var her, og pengene står på kontoen og er klar til betaling til tiden ligesom første gang, fortæller Ronnie til Realityportalen.dk.
- Det er jo fantastisk. Det giver en helt anden stemning herhjemme, og vi er bare glade og tilfredse med det hele. Vi er så glade for, at vi tilmeldte os 'Luksusfælden' fortsætter han jublende.
LÆS OGSÅ: Rystet ‘Luksusfælden’-ekspert: Jeres situation er nok det værste, jeg har set
Fortsætter ludomanibehandling
I programmet indså Ronnie, at han var ludoman og gik med til at påbegynde behandlingen for det. Den behandling er han godt i gang med, og han har indtil videre været til tre møder.
- Det går godt med det. Det er egentligt ikke så svært at holde mig fra det. Jeg stoppede allerede med at spille, da vi fik at vide, at vi kom med i programmet. Og jeg gik på Facebook og slettede de venner, som jeg kun havde gennem poker. Så jeg var lidt forud, men det var godt nok en øjenåbner, og jeg er helt sikker på, at vi aldrig ender i samme situation igen.
- Jeg savner ikke at spille, og jeg savner slet ikke casinoturene. Men jeg savner lidt det lille spil, vi har på arbejdet, hvor det koster 50 kroner at være med. Det har jeg også valgt at droppe for ligesom at få det helt på afstand, fortsætter han.
LÆS OGSÅ: AFSLØRING: Populær ‘Luksusfælden’-ekspert siger stop
Børnene nyder folkeskolen
I programmet så tv-seerne, at Dittes børn gik på privatskole, og det var et sted, hun ville være meget ked af at spare. Sådan endte det dog med at blive, og det er på ingen måde noget, som de har fortrudt.
- Børnene har det godt i folkeskolen. De startede lige inden sommerferien, så de kunne få et sammenhold med de andre fra klassen og måske få lavet nogle legeaftaler med nogle af de andre børn over sommeren. Og de har været rigtig glade for at gå der indtil videre.
- Det har også gjort det noget nemmere for dem at få legeaftaler, fordi de andre børn er lokale herfra. På privatskolen kom de andre fra nær og fjern, så på det punkt har det helt sikkert været bedre for dem.
LÆS OGSÅ: 22-årige ‘Luksusfælden’-deltager skylder penge til SAMTLIGE teleselskaber
Bryllupsplaner
Ditte og Ronnie har travlt i disse dage. Parret skal nemlig giftes i næste weekend, men mens det normalt er en stor udgift, så har de fået en god idé, der har sparet dem for mange penge.
- Vi holder det som sammenskudsgilde. Så i stedet for at tage en gave med til os, kommer gæsterne med noget mad. Det er noget af et projekt, men vi har en, der holder overblikket for os og planlægger det. Det er hendes gave til os. Og så har svigermor givet bryllupskjolen, fortæller Ronnie og slår fast, at der er sparet på alt.
- Der har været en lille udgift på nogle blomster til kirken, men ellers ikke det store. Der bliver nok heller ikke til nogen bryllupsrejse, men vi har taget en uges ferie bagefter, så vi kan nyde det sammen uden børn herhjemme, slutter Ronnie, der ser positivt på fremtiden.
LÆS OGSÅ: Lykkelig ‘Luksusfælden’-deltager gældfri efter stor arv
Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.