Olivia stopper!
Når sæson 21 er vist på tv, kommer Olivia Salo ikke tilbage som vært.
Olivia Salo blev første gang vært på "Paradise" sæson 1 med Emil Olsen. Senere er hun blevet vært på "Paradise Hotel" med Rikke Gøransson, og det vil hun også være i sæson 21, der har premiere 1. januar.
LÆS OGSÅ: Jesper Panorama efter hård kritik: Jeg er helt knust
Men det bliver også Olivias sidste sæson.
- Efter mange fantastiske år som vært på "Paradise Hotel" har jeg valgt at sige farvel til Viaplay. Det føltes som det rette tidspunkt at tage springet, og jeg er dybt taknemmelig for de venskaber, minder og erfaringer, jeg har fået gennem årene. Tv-branchen er noget helt særligt for mig – en branche, jeg holder meget af, og som jeg på ingen måde er færdig med at udforske. Jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden mon bringer, fortæller Olivia.
Programdirektør hos Viaplay, Morten Mogensen, tilføjer:
- Efter fem år som værtinde hos Viaplay Group siger vi tusinde tak til Olivia Salo, der har valgt at afslutte sit kapitel hos os for at forfølge nye, spændende udfordringer. Olivia har – først på "Olivia og Sexmyterne", dernæst både "Paradise" og "Paradise Hotel" – med sin karisma, professionalisme og unikke tilgang været med til at skabe øjeblikke, der har engageret og underholdt Viaplay-seerne landet over. Vi takker hende for hendes indsats hos Viaplay og ønsker hende alt det bedste fremover.
De første tre afsnit af "Paradise Hotel" sæson 21 kan ses på Viaplay 1. januar klokken 00.01.
LÆS OGSÅ: 5 hjerter til ’Vejen hjem’: ”Nikolaj Lie Kaas er rørende og overbevisende”