Thomas Hwan kender alt til søvnbesvær: Man bliver småskør
Skuespilleren lever sig altid ind i sine roller, og det krævede en del til den nuværende sæson af 'Bedrag'.
Nattemørket har lagt en dæmper på byen, og kun en udrykningssirene høres i det fjerne. Vækkeurets selvlysende grønne tal viser 02:34, og politiefterforskeren Alf roterer søvnløs rundt i sengen som en grillkylling. Det er skuespilleren Thomas Hwan, der igen lægger krop til Alf, som i sidste sæson af 'Bedrag' blev skudt i et drabsforsøg, og det har efterladt ham med PTSD og voldsom søvnløshed.
Og det med ikke at kunne sove er ikke fremmed for Thomas.
– Jeg har selv været en af de en halv million mennesker, der har haft svære søvnproblemer. Det er dog blevet meget bedre. Først så tror man, at det aldrig nogensinde går over, og så kommer man nærmest i en depressionstilstand. Det er en underlig tilstand af, at ens virkelighed bliver lidt surrealistisk. Og bare det, det gør ved en – at man ikke får den søvn, man skal have. Man bliver lidt småskør, fortæller Thomas Hwan, 36, over en durum med kebab og falafel på Kösem på Nørrebrogade.
– Der er jo mange, der lider af hvad som helst, der gør, at man ikke kan sove. Og tankerne løber bare rundt i hovedet på en. Og man er måske lidt mere angstfyldt, end man vil give udtryk for.
LÆS OGSÅ: Esben Dalgaard om ny sæson af ‘Bedrag’: Skræmmende tæt på virkeligheden
Artiklen fortsætter under videoen, hvor du kan høre mere om det amerikanske bandemiljø.
LÆS OGSÅ: ‘X Factor’-dommer afslører: Vi havde sex under reklamepauserne
Fantastisk svært
Efter at være flyttet til Amager med kæresten, Johanne, og deres datter på knap to, nyder Thomas at være tilbage på Nørrebro, hvor han boede som ung nytilflyttet jyde i København, og hvor størstedelen af 'Bedrag III' er optaget. Alfs PSTD betød en del research for Thomas.
- Jeg har talt med folk, som har lidt af PTSD. Det er både det bedste og det værste ved det her job – at man virkelig kan få lov at fordybe sig i, hvordan mennesker har det. Det er fantastisk, men også slemt at tale med mennesker, der har lidt af PTSD. Og svært at lægge fra sig igen, for den svære del af det, er man nødt til at tage på sig. For virkelig at kunne leve sig ind i det, er man også nødt til at være meget mere direkte i den måde, man taler med folk på. Og blive ved med at tale om de svære ting, men uden at overskride nogens grænser, siger Thomas, der kan se tilbage på 10 år med fuld fart på karrieren og familielivet.
- Det er rigtigt hårdt i skuespillerbranchen, hvor tiderne er så hårde ved en. Man kan jo ikke sige nej til jobs, fordi det betyder optagelser tidligt om morgenen eller om natten. Og hvis man så oveni købet begynder at skrante en smule, så kan man jo ikke melde sig syg eller få en anden til at tage vagten. Jeg kender ikke nogen, der ikke i perioder overskrider deres fysiske grænser.
LÆS OGSÅ: Ulf Pilgaard forklarer: Derfor stoppede jeg i ‘Olsen-banden’
En kamp at træne
Rollen som Alf i tredje sæson af ”Bedrag” fik 36-årige Thomas til at kigge sig selv i spejlet og tænke på formen.
– Efter at jeg er blevet lidt ældre, tænker jeg mere over at holde mig i form. For ti år siden tænkte jeg bare: ”Det går nok, det hele”. Men på tiende år kan jeg godt begynde at mærke min krop bare en lille smule. Jeg har jo ”voldet” den lidt. Jeg prøver at træne. Jeg kan godt mærke, at selve skuespillerfaget er blevet meget mere fysisk over tid. Jeg skal virkelig prøve at holde min krop ved lige, og det er en løgn, hvis jeg siger, at det både er nemt og sjovt. Jeg er ikke særlig god til det. Jeg tænkte med Alf, at uden at han skulle være helt vildt fit, så var det en god idé at være i god form. Men jeg bliver aldrig god til tage i fitnesscenteret, siger han og tilføjer:
– Den form for selvdisciplin er svær for mig. Intellektuelt og det at forberede mig ved at tale med mennesker, det er ret nemt. Det fysiske er sværere, fordi det er ofte, når man er udmattet, at man skal gøre det. Det var helt klart den hårdeste fysiske sæson at optage. Jeg har aldrig lavet særligt meget action, jeg har tit været den goofy, kejtede fyr, der ikke kan få den, han elsker. Og sådan er det jo også i 'Bedrag', siger Thomas og tager en bid af sin durumrulle.
Du kan se et nyt afsnit af 'Bedrag III' hver søndag aften klokken 20:00 på DR1.
LÆS OGSÅ: WOW! Så forskellige er Linie 3-stjernernes formuer