Søren Pape Poulsens forældre: Han var et ønskebarn
Fire måneder gammel hentede Ruth og Svend ham på et børnehjem i Lyngby nord for København og tog ham med hjem til gården i Vejerslev lidt uden for Bjerringbro.
- Han faldt om midt i det, han havde viet sit liv til. Det politiske liv, der skulle skabe et bedre liv for os andre.
Sådan skrev Søren Vandsø, generalsekretær i Det Konservative Folkeparti og ven med Søren Pape Poulsen siden de unge KU-dage, da han måtte give den triste besked om det pludselige dødsfald.
LÆS OGSÅ: Kongeparrets sidste hilsen til Søren Pape Poulsen
Vandsø, 50, var der også til det sidste på Odense Universitetshospital, og sad med sin hånd om hans arm, da Pape slap det liv, han nød og levede fuldt ud.
Sine værdier, det kristne livssyn og modet til at kæmpe for de sager, han troede på, havde han fra forældrene, Ruth og Svend.
Fire måneder gammel hentede de ham på et børnehjem i Lyngby nord for København og tog ham med hjem til gården i Vejerslev lidt uden for Bjerringbro.
LÆS OGSÅ: Søren Pape Poulsens eksmand deltager i begravelsen
– Det har betydet alt for mig, at jeg endte hos Ruth og Svend. Jeg er jo et produkt af det miljø, jeg er vokset op i med tryghed og omsorg. Det solide fundament, jeg har fået af dem, har betydet, at jeg har turdet kaste mig ud i alle de ting, jeg har gjort i mit voksne liv. Jeg hviler meget i mig selv, sagde han til HER&NU i forbindelse med sin 50-års fødselsdag.
Som voksen mødte han sin biologiske mor, der var blot 16, da hun fik ham. Han takkede hende for at give ham fra sig og fortalte hende, at han havde fået en tryg og fantastisk opvækst.
Til HER&NU har Ruth på 86 og Svend på 90 år tidligere fortalt, hvor lykkelig Søren havde gjort dem.
– Det var den største dag i vores liv, sagde Svend om det første møde med sønnen.
– Det var virkelig et ønskebarn, vi kunne ikke have fået nogen bedre. Jeg har jo været omkring Søren altid, for Svend havde landbruget, supplerede Ruth.
– Det var sgu’ en 12’er, vi fik der, lød det kærligt fra Svend.
– Det er store ord fra enj ysk bondemand, men det er så rigtigt, slog Ruth kærligt fast i interviewet, som fandt sted i Søren Pape Poulsens hjem i Viborg, lige overfor domkirken, hvorfra han lørdag bliver bisat.
Blandt salmerne er Jens Rosendals ”Forelskelsesang”, som han holdt meget af, og hvori de efterladte måske kan finde trøst.
LÆS OGSÅ: Hjerteskærende øjeblik: Søren Papes mor ved hans kiste
Det er kun et par uger siden, HER&NU sidst mødte Søren Pape Poulsen.
Han var alene på den røde løber ved premieren på ”Matador”-musicalen og svarede veloplagt, da han blev spurgt til kærligheden.
– Jeg er single. Jeg synes, jeg har rigeligt at se til lige nu. Mit kære parti, det er det, jeg bruger tid på, og så tager jeg ellers livet, som det kommer.
LÆS OGSÅ: Sådan bliver familiens private afsked med Søren Pape Poulsen