Sara Bro dropper hjertebarn

Der er udskiftning ved værtsroret i 'Hjerteflimmer for voksne'.

Når en ny sæson af podcasten 'Hjerteflimmer for voksne' får premiere 4. marts, bliver det med en ny vært i front.

Sara Bro, som har været vært på podcasten siden den gik i luften i 2020, og også på tv-programmet 'Hjerteflimmer' fra 2006, giver nemlig værtsroret videre til Sebastian Lynggaard, der er kendt som manden bag Instagram-profilen Herlige Svend.

LÆS OGSÅ: 'Stormester'-tabere tager revanche: Her er datoen

Det oplyser DR i en pressemeddelelse, hvor det desuden lyder, at årsagen er, at Sara Bro skal i gang med et andet projekt i DR Lyd, som hun endnu ikke kan fortælle yderligere om.

Som vanligt vil forfatter, foredragsholder og ph.d. i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe stadig være ekspert på podcasten.

Sara Bro slipper dog ikke 'Hjerteflimmer for voksne' helt. Hun er nemlig gæst i den første episode.

- Det var sjovt at være med i 'Hjerteflimmer for voksne' som gæst efter næsten 120 episoder i værtsstolen. Jeg var vildt nervøs på samme måde, som jeg har set vores gæster være. Og jeg blev også klogere og fik et svar på mit kærlighedsspørgsmål, som kom bag på mig, fortæller hun og tilføjer:

- Og så fik jeg sendt depechen godt videre til Sebastian og Jytte, som jeg er lykkelig for skal tage podcasten nye steder hen, og blive ved med at tage alle lytterne i hånden og passe på deres hjerter.

LÆS OGSÅ: Andet liveshow: Det skal 'X Factor'-deltagerne synge

For den debuterende vært er det da også store sko at skulle fylde ud.

Jytte Vikkelsøe og Sebastian Lynggaard er den nye værtsduo.

- At tage over for Sara Bro er en kæmpe opgave, men én jeg virkelig ser frem til og har mod på. Jeg er optaget af, at vi bliver bedre til at tale om følelser og glæder mig til at gå ind i det helt hellige og intime rum, som 'Hjerteflimmer for voksne' kan skabe, siger Sebastian Lynggaard.

LÆS OGSÅ: Tildligere EyeQ-medlem vil i Folketinget

Sebastian Lynggaard har siden 2019 lavet satiriske memes på sin Instagram-profil, der har mere end 100.000 følgere. Her er det særligt emner som toksisk maskulinitet, kønsroller og samfundssatire, han tager fat i.

LÆS OGSÅ: Efter 20 år: Anders W. Berthelsen tilbage til særlig karakter