Lukas Birch reagerer på Ulf Pilgaards død: Jeg er i chok
Danmarks yngste revydirektør Lukas Birch har arbejdet tæt sammen med Ulf Pilgaard, og sammen udkom de med en bog mandag.
I en alder af blot 19 år indgik Lukas Birch i 2019 et samarbejde med Ulf Pilgaard, hvor de to turnerede Danmark rundt med et talkshow, som blev yderst populært. Og i sommer startede de endnu et projekt sammen. Duoen skrev nemlig bogen "Revyens Røverhistorier", der udkom mandag.
- Jeg er i chok, og jeg er enormt ked af at have mistet en virkelig nær ven, som jo startede som mit helt store idol, og som blev en tæt, kær og nær ven, fortæller Lukas til HER&NU, da vi fanger ham på en telefonforbindelse.
- Men jeg er også glad på hans vegne over, at han trods alt fik lov at gå herfra med højt humør, og i forhold til hans korte sygdomsforløb, er jeg glad for, at han ikke skulle igennem noget langt og smertefuldt, fortsætter Lukas
Udgivelsen af bogen samme dag, som Ulf gik bort, var et vildt sammentræf.
- Det var ikke meningen, at det (bogen, red.) skulle komme i anledningen af, at han gik bort. Det var et helt sygt sammentræf, som stadig føles helt absurd. På sin vis føles det helt forkert og på sin vis helt rigtigt, fordi han var aktiv lige til det sidste, det var lige i Ulfs ånd, lyder det fra Lukas, der også sætter ord på, hvordan det har været at arbejde tæt sammen med en af Danmarks største entertainere.
- Jeg har arbejdet tæt sammen med Ulf i fire år, og det har været fuldstændig unikt og vanvittigt, og noget, jeg aldrig kommer til at glemme. Det bliver et absolut højdepunkt i mit liv og min karriere, siger Lukas, der både er taknemmelig og beæret over at have arbejdet tæt sammen med Ulf.
Ulf nåede ikke at se bogen
Det er med blandede følelser, at Lukas Birch nu står alene med udgivelsen af den bog, som ham og Ulf Pilgaard har været fælles om at skrive, og hvis udgivelse faldt sammen med Ulf Pilgaards dødsfald i mandags.
- Jeg synes, det er så forkert ikke at have ham til at være med til at bladre i bogen, siger Lukas og fortæller, at Ulf aldrig nåede at se bogen.
LÆS OGSÅ: Stort galleri: Til minde om Ulf Pilgaard
- Han nåede ikke at se den fysisk, han nåede at se den digitalt. Derfor ved jeg, at han var rigtig glad for den og stolt over den, og han var så glad for, at vi lavede projekter lige til det sidste, og det betyder sindssygt meget for mig. Men samtidig føles det fuldstændig forkert, at han ikke er der og ikke kan stå med den, og vi ikke kan sidde og grine over den sammen, når vi læser og bladrer i den, lyder det fra en berørt Lukas.
Mit bedste minde
Selvom Lukas ikke har haft længe til at samle tankerne ovenpå den meget triste nyhed, som Danmark vågnede op til tirsdag, kunne han alligevel hurtig komme på hans bedste minde med Ulf.
- Da jeg ringede til ham og spurgte, om vi skulle lave de her talkshows. Jeg var så nervøs, da jeg ringede til ham. Jeg ringede jo til hele Danmarks Ulf, som stoppede i Cirkusrevyen, om han ville turnere rundt med lille mig - jeg var 19 (år, red.) på det tidspunkt. Det virkede jo fuldstændig grotesk og absurd, men da han så tog telefonen og sagde "Det er Pilgaard," så spurgte jeg ham, om han var med på denne her ide, og så sagde han bare "Ja for fanden, det lyder spændende, det skal vi da", siger Lukas og fortæller, at det blev til 90 talkshows i alt - trods en forventning på tre-fem shows.
- Det har været en vild rejse, han har taget mig rundt på, fortæller Lukas og sætter til slut ord på den tid, han går i møde:
- Jeg kan mærke, jeg lige skal sunde mig, og jeg skal lige forstå, at min ven og kollega er væk. Det er så underligt for mig, at han står i min telefonbog, og jeg ikke kan trykke "Ring".
Se billede af Lukas Birch og Ulf Pilgaard, samt deres bog "Revyens Røverhistorier", der udkom i går mandag, her: