Dilsad blev anbefalet af Sara Lygum: Jeg var i chok

Den nye "3 x Beliggenhed"-vært har aldrig drømt om en tv-karriere, men sprang til, da muligheden bød sig.

Ejendomsmægleren Dilsad Sahin har aldrig drømt om en tv-karriere, men da han blev anbefalet af den garvede vært, Sara Lygum, fra ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed”, sprang han til.

– Jeg var faktisk lidt i chok, da de ringede, men syntes, det var superspændende at skulle dyrke noget nyt efter have kørt på som ejendomsmægler i mere end fem år. Det passer godt til mig, for allerede som elev tog jeg initiativ til at lave videopræsentationer af vores boliger. Jeg fik min fætter til at hjælpe mig, og siden har jeg lavet mange hundrede boligvideoer, fortæller Dilsad Sahin, 31, over en kop kaffe i sin og hustruen Pelins lyse lejlighed i Vallensbæk Strand sydvest for København.

Begge har kurdiske rødder, men er født og opvokset i Danmark.

Dilsad har tidligere snuset lidt til programmet, da han har fundet mange af de boliger på Amager, som Sara har brugt i programmerne.

LÆS OGSÅ: Dak i køkkenet med datteren: Tryller grøntsagerne ind

Artiklen fortsætter under billedet...

Hustruen Pelin er lærer og lige nu gravid med parrets andet barn, en datter, som kommer til verden i april. Sønnen Atlas bliver to år i marts. – Han er en dejlig mundfuld med masser af energi, afslører Dilsad stolt.

Fra krop til huse

At Dilsad er endt som indehaver af RealMæglerne Amager er lidt af en tilfældighed. Da han skulle have en traineeplads som ejendomsmægler, kunne han ikke få noget på Vestegnen og Sydkysten, selvom han mødte op i jakkesæt og med en skarp ansøgning. Han forsøgte i over et år.

Det var en kæmpe frustration for Dilsad, som imens arbejdede som lærervikar efter at have startet på at læse molekylær medicinalbiologi på universitetet i Roskilde.

– Det var min barnedrøm at arbejde med kroppen, men jeg blev rastløs. Ting skal gå hurtigt, og hele forskerlivet og universitetsmiljøet gik for langsomt for mig. Da jeg droppede ud af universitetet uden en plan, så ramte jeg bunden og var bange for, at jeg ikke ville blive til noget.

Det var Dilsads bror, som fik ham i retning af mæglererhvervet, og det er en stor succes.

– Jeg har altid været socialt anlagt og har altid kunnet snakke med alle typer af mennesker. Der er ikke nogen, der ikke kan med mig. Jeg er passioneret og god til at sælge, så det kommer naturligt til mig at være ejendomsmægler.

LÆS OGSÅ: Ny sæson på vej: Mød de fire "Nybyggerne"-par her

Artiklen fortsætter under billederne...

– Mine forældre har knoklet hele livet, og de har svært ved at relatere til det. De skal nok lige se det på tv først. Men de er uden tvivl stolte.
– Lige pludselig kan alle kende mit ansigt, og jeg er helt rørt over, hvor mange, der har kontaktet mig, efter den første artikel om min medvirken kom ud.

Far og drengerøv

Dilsad er også far til Atlas på snart to år.

– At være far til en dejlig søn fylder meget. Der er ikke så meget fritid som i gamle dage, men jeg elsker at gå i saunagus og spa. Det er fedt at tage to timer ud af programmet og lige slukke for det hele, få ro i hovedet, siger Dilad, som holder godt fast i sine ungdomskammerater.

– I den anden ende af skalaen kan jeg godt lide at samle gutterne og tage på netcafé, som vi gjorde, da vi var yngre. Det er sjældent, vi har tid sammen, men når det endelig sker, så er vi helt oppe at køre. Så spiller vi, udfordrer hinanden og er helt uden filter sammen. Når det voksne liv tager over, så er det fedt at kunne slappe af sammen. 

LÆS OGSÅ: Robert Hansen er løsladt

Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.