Blachman giver TV 2 skylden: De gør mig sød
Den 60-årige 'X Factor'-dommer kan ikke løbe fra, at han er blevet mildere og mere åben med årene.
Før i tiden var Thomas Blachman ikke bleg for at give en nådesløs sviner, hvis talentløse teenagere og andet godtfolk vovede pelsen og åbnede munden i 'X Factor' uden at have en ren tone i livet.
I den aktuelle sæson af 'X Factor' har der dog indtil nu været flere rosende ord end bramfrie taler og nådesløshed, men det skyldes, ifølge Blachman selv, produktionens klipning af programmet.
– De gør mig sødere, end jeg er i virkeligheden. Det er en prioritering fra TV 2. Det er ikke noget, som jeg er herre over, forklarer Blachman, som af den grund har glædet sig til at liveshowsene gik i gang.
– Der er ingen, der kan redigere i det, som jeg siger nu, lyder det.
LÆS OGSÅ: Frederikke sætter flere ord på bruddet: Det er stadig hårdt
Den 60-årige musiker kan dog ikke løbe fra, at han er blevet mildere og mere åben med årene. Sidste år sagde han ja til at deltage i programmerne 'I hjernen på stjernen' og 'All Exclusive', og her kommer man meget tættere på ham.
– Jeg havde ikke set et eneste program af 'Hjernen i stjernen' eller 'All Exclusive', men jeg vidste, at hvis jeg sagde ja, så blev det mig. Så ville jeg stå ren og ærlig, og jeg er også blevet fortalt, at folk har været rigtigt glade for programmerne, forklarer Blachman, som dog slår fast, at han ikke sagde ja for fornøjelsens skyld.
– Jeg har altid sagt konsekvent nej til sådan nogle ting, men nogle gange er jeg nødt til at sige ja. Det er den eneste måde, at jeg kan dokumentere, at jeg rent faktisk bliver spurgt, for det er ikke alle, der bliver spurgt. Det er et lille signal om, at jeg ikke er død endnu, og at jeg stadig er aktuel selv efter mere end 20 år.
Om Thomas Blachman har tænkt sig at lave mere af den slags tv, vil han ikke svare på. På nuværende tidspunkt er hans fokus på 'X Factor'.
LÆS OGSÅ: Branco fik særbehandling: Ringede hjem